Oldermandens Avis - Risgaarde Borgerforening

I never cared for that rocking chair

2012-01-29T12:28:00.001+01:00

Så kender vi landet igen.
Efter en udsædvanlig mild januar er jorden her på tærskelen til februar dækket af et lag sne, og frosten bider udendørs. Der er ikke megen aktivitet uden for vinduerne- kun fuglene omkring foderbrædtet er aktive og kæmper for livet . Vover man sig ud på vejene , skal man være heldig for at træffe en levende sjæl (neither man nor beast). Som forleden, da man i snetykningen kunne høre følgende samtale udspille sig mellem to "lokale": Æ do et minnisk? Næj de ær a et. A ær en Risgårdmand. Sandt at sige er denne historie tyvstjålet. I virkeligheden foregår den på Mors, og manden er altså en morsingbo, men bortset fra det, kunne den godt have foregået her i landsbyen.

Årets gang

Men alt er atter på sin rette plads. Vi lever i en periode af Danmarkshistorien, hvor vi er ved at gå tilbage til de gode gamle værdier, som var gældene i trediverne i socialminister K.K. Steinckes epoke og videre frem, indtil velfærdsstaten fik fodfæste..
Politikerne er ved at genoplive gamle dyder og er gået i gang med at genopdrage os. Arbejdsomhed og nøjsomhed skal igen værdsættes. Man skal helst være selvhjulpen og socialt bedrageri skal afdækkes og straffes.Gør din pligt og kræv din ret!
Dette er mainstreamtendensen overalt. Hele pressen har dette koncept i baghovedet. Heller ikke her på Oldermandens Avis holder vi os tilbage.: Kan de dovne hunde nu se at få fingrene ud og komme i gang.
Men ak, ak, ak, hvem er dog disse dovne hunde, hvor findes de? Findes de ikke især på de bonede gulve, hvor spekulanter nu er bleven så dovne, at de ikke engang gider at række hånden op ved køb, men har sat computere til at handle med varm luft(handle med handler, så f.eks. en skibsladning med råstoffer skifter hænder utallige gange inden den når havn, uden at man selv løfter en finger, men overlader hele besværet til en overophedet processor. Det er faktisk ret smart- men det skaber luftpenge- og luftpenge giver inflaton og er lige så farlig for samfundene, som en bændelorm er for den sunde krop.Måske skulle politikerne hellere interessere sig for ormekure og snylterbekæmpelse. Bare et snusfornuftigt råd fra den ene bonde til den anden.
Søbekålens tid er inde. Kål og flæsk er igen på menuen, og så kan den sibiriske østenvind bare komme an. Vi er beredte, og snart udbryder vi i sang.
Således har Inger Formand og Erling Worm igen indkaldt til sangaften førstkommende tirsdag sædvanlig tid, hvor Oldermanden(p.a.h.b.u.h) igen hårdhændet vil svinge stokken over vore syndige hoveder.
Igen skal rådet være:
Takt, takt- pas på takten, den er mer end halve magten.
Kridt støvlerne og stå fast. Nu gælder det.
Kan det nytte???
Who believe?
Look around.
Truth is, I never cared for that rocking chair!

Jeg hører megen kælvingsbrølen, men jeg ser ingen kalv.

2012-01-02T12:27:00.000+01:00

H

erved nytårstide er æteren fyldt med blytunge taler fra detetablerede Danmark. Fælles for dem er, at de giver det indtryk, at vi ikkelængere har det helt så godt, og at vi skal forberede os på andre oghårdere tider med, omend ikke "blod, sved og tårer", så dog ubehageligebesparelser og magre år.

Ordsproget i overskriften stammer ikke fra voroldermand årlige opsang til Risgårdefolket ved forårsrengøringen, men er derimod russisk.

2012- Hvad har du gemt i godteposen til os?

Stalin (murderer and peasant-slayer) anvendte detildevarslende, når han kommenterede folkekommissærernes rapporter om"strålende" resultater inden for landbrug og industri. Jo højerekælvingsbrølene var, jo mindre så der ud til at ske.

Men hvorfor nu alden ståhej her ved nytårstide? Hvor indviklet skal livet da være? For os jyder,der for få generationer siden stort set alle var bønder, er det hele daganske ligetil. Året har sine årstider, og der er dem, der bestemmer vore aktiviteter.Markerne skal pløjes, tilsås og høstes. Kællingen vender særkenog præsten sin prædikesamling og starter forfra.

"Same precedens as last year, James". Det naturgivne vilkår kan man ikkeflygte fra, og hvorfor skulle vi? Så ond er tilværelsen da heller ikke? Vier jo hverken ramt af tsunamier eller kernenedsmeltninger. Risgårde er ikkebleven ubeboelig, så vidt vides. Jeg taler jo udtrykkeligt ikke om vorforstand, som måske nok midlertidig kan være lidt omtåget, men dog ikke fuldstændig nedsmeltet til trods for de mange glade nytårsskåler, som har genlydt i et væk til ære for 2012.

"Vi har detså godt, at vi fortjener at blive skudt", udtrykte en morsom mand sigforleden. Nej det var ikke oldermanden (p.a.h. b.u.h), ej hellerpeasantslayer Stalin , men en repræsentant fra det litterære parnas. Stalinnøjedes som bekendt ikke kun med "fromme" ønsker eller spøgfuldheder, når han lod sinelakajer realisere sine årskvoter for nedskydning af "systemfjender" eller uønskede, upålidelige etniciteter.

Imidlertid - etnyt og lovende år er begyndt ledsaget af masser af jammer og klage. Kunne det være krokodilletårer -et bevidst skalkeskjul for, at andre underpriviligerede folkeslagikke skal opdage, hvor godt vi danskere egentlig har det? Gnavelydende framisundelsens orme , skulle jo nødig udløses og forstyrre vor retfærdige søvn- og blundestund her i det kriseramte Danmark.

Vrøvl ogsludder? Spøg eller ramme alvor?

Er Oldermandens Avis er ikke længere til at lide på!
Jo selvfølgelig er den det. Ikke mindst når det gælder

vor slutbemærkning:

Godt nytår,Risgårde!

Haps-haps-haps- nu ska vi ha snaps

2011-12-11T17:17:00.001+01:00

Sur,sur,sur

lille bi omkring... undskyld...jeg mener

Haps, haps, haps

nu ska vi ha snaps.

Intet er så velsignet som årets første julefrokost. Specielt den islandske sild, der kommer ind fed og perlende og langsomt men sikkert nedsvælges med stort velbehag ledsaget af en sand haglbyge af iskolde snapse. Man hensættes i minder om god gammeldags jul, hvor man smider al fornuft over bord og giver sig hen i nuet. Det var en sand lise at deltage i Kent og Anettes julefrokost. Festsalen var flottere end nogensinde med masser af tællelys og to store gasbrændere, der holdt decemberkulden skak, og baren var forlænget og moderniseret- udstyret med barstole til mindst et halvt dusin mennesker.Man blev hensat i en stemning, som var man til gilde hos selveste Harald Blåtand og hans kæmper med masser af flæsk fra oldenfedede svin, kål og pølse. Og fiskenene, dengang som nu, svømmede i både øl og brændevin med et passende gradtal. Denne gudedrik, der har inspireret vore digtere til at begå verdenskunst og folket til, nuvel- det måske mere primitive- men dog ikke mindre sande opråb: "Mit hjerte er af det pureste guld- ikke mindst når jeg er fuld".Ak ja, hvor sandt.

30 feststemte mennesker var mødt op i den gamle stald iført nystrøgede skjorter og stiveste puds.

Festen indledtes med fællessangen: "Om udmarkssogne i Himmerlandet," som vor Oldermand(pahbuh) har stærkt anbefalet som substitut for den mere kendte Limfjordssang, hvor temaet er den evige friske blæst, som vi i øjeblikket har et noget anstrengt forhold til, da den mer eller mindre har flået vore huse fra hinanden og sat vore lavtliggende arealer under vand. Jo vist er Risgårde en udmark, som digteren siger, men vi er ikke en rådden banan, som folk på de bonede gulve lidt nedladende ymter om. Folk i udmarken besidder urkraft og udholdenhed =livstalent. Punktum.

Kent og Anette i et ubevogtet øjeblik

Da festmåltidet var overstået var det tid til det traditionelle gavespil. Her fik vi virkelig brug for den rå urkraft, thi netop kraft og snilde var afgørende for, om man skulle gå fra festen enten som herre eller træl.
Raflebægere gik fra hånd til hånd og kun folk med talent for at slå seksere og enere havde lov til at nappe en gave fra gavebordet. Efter ganske få minutter var gavebordet tømt, og nu begyndte 2.fase af gavelegen,
hvor det drejede sig om at stjæle pakker fra hinanden. Det var den stærkeres ret, der fik lov at råde- kun holdt i ave af spilleregelen om enere eller seksere. Det var et rent ragnarok, og selv de, der stærkest klamrede sig til de vundne gaver, måtte give op.
Et gyseligt socialrealistisk spil, alt for tæt på den virkelige virkelighed, hvilket dog ganske uventet gav vort humør en ekstra gang lak.
Der var brøl og trusler, latter og gråd og pludselig var spillet slut efterladende de onde leende og de gode grædende. Fuldstændig forrykt, men hvor var det dog sjovt.
Den største tak til værtsparret Kent og Anette, at de også denne gang havde overskud til at huse denne vilde, larmende hob fra udmarken.
Nu er det så atter hverdag,og vi har det efter omstændighederne godt, eller i det mindste som vi fortjener.
Men noget er galt? Trænger man til nye briller?
Måske skulle man ikke have taget den sidste kop kaffe!

Dagen derpå. Klik på billedet, hvis du mener, du er sober.

Fwd: julesang

2011-12-10T14:27:00.001+01:00

Forwarded conversation
Subject: julesang
------------------------

From: Poul Ginnerup <ginnerup@dadlnet.dk>
Date: 2011/12/10
To: Aksel Larsen <aksellarsen@mail.tele.dk>

Tak for din fremlægning og introdukton af den nye julesang. En herlig faderfigur, som gerne tog jer ved hånden og førte jer frem i jeres søgen efter sandheden.
Er bestemt et alternativ til den forblæste sang-vi plejer at kaste os ud i.

Men en åkjærs hilsen/Poul G.
----------
From: Poul Ginnerup <ginnerup@dadlnet.dk>
Date: 2011/12/10
To: Aksel Larsen <aksellarsen@mail.tele.dk>

Tak for din fremlægning af den nye julesang. Spændende og indholdsrig

En hymne til Himmerland

2011-12-07T18:35:00.001+01:00

Malle Kirke og skole

De gamle landsbyskoler er ved at være en saga blot ikke bare i Himmerland- men i hele Danmark. De fleste af os, der er født på landet, ved, at landsbydegnen i mange sammenhænge var kulturformidler og ofte også en kulturskaber. Dette gælder også den gamle landsbydegn "Mallepedersen", som bestred sit embede i Malle Skole og Kirke i en menneskealder. Landsbyen ligger lidt uden for seminariebyen Ranum.Han var en glad og munter person, der gerne åbnede dørene for os seminarister, når vi af nyfigenhed af og til bankede på for at hilse på denne legendariske personlighed, som naturligvis var æresmedlem af præparandklassernes forening og selvfølgelig altid blev inviteret med til deres arrangementer og fester. Af uransagelige veje er et af hans digte kommet i avisens besiddelse(dukkede op i juleposten), og da det handler netop om vor egn,Vesthimmerland og da digtet besidder en høj digterisk kvalitet, besinder vi os ikke på straks at bringe det til andres kundskab og nydelse. Måske kan man synge det ved julefrokosten, hvis man er i bekneb for en melodi , der kan være et nyt alternativ til blæsten, der i øjeblikket går alt for frisk over Limfjordens vande.

Mel: Den danske sang
I Udmarkssogne om Himmerlandet
har Slægter sjunget med Lyst og Flid.
Her Lyngen dækker for Bakkesandet,
Når Storme stryger fra Fjorden hid;
og når fra Banken man skuer Fjorden
og Agre, Enge og Stranden hvid,
det er og var så Naturens Orden,
her Slægter synger fra gammel Tid.

Og flittigt Virke i fjerne Tider
end Levn nu vidner ved Eng og Strand.
Ja, her er prentet på Bakkesider
en herlig Bog om vort Himmerland,
på Hedens Flader med Oldtidssager,
hvor Lyngen vokser sig strag og strid,
der breder Højen sig brun og fager
og vidner kønt om den gamle Tid

I Sagn og Siger om Vætters Væren
end melder Saga i Slægtens Mund:
Knarkunen+ knager for Savn af Tjæren
i Mulm og Nat over dyndet Grund;
og når langs Fjorden en sen Stabejser,
sig stager, strider i Mørket frem,
han hører Suset fra Fart af Spejser,++
så Saga melder fra Sagnets Gem.

De gamle Tider forsvinder, viger
for nyt, der spirer og vokser op;
som Dåd af af Drømme, fremvælder, stiger,
så Tankevældet får Kraft og Krop;
oh lad os virke i År,der kommer,
i Kærligheden til Folk og Land,
da vil oprinde en herlig Sommer
med Lys og Lykke ved Stavn og Strand.

Syv Tusind År ved disse Banker
har Slægter bygget, lagt Lag på Lag;
her har vor Stamme, hvor vi nu vanker,
da levet, virket til denne Dag.
Lad andre prise så deres Lande-
enhver må elske sin egen Plet-
vi her ved Hede, på Mark og Strande
os føler hjemme med Odelsret.
Anton Pedersen, Malle.(Landsbydegn og Kirkesanger i Malle)Siden 1932 bærer af Titlen Ærespræp
+) Knarkunen er ægte himmerlandsk og svarer omtrent til Vojens Jægere eller Kong Abels Jagt (Se Tang Kristensen).
++ Spejser kendes særligt på Løgstøregnen. Han farer af Sted mellem Aggersborg og Vår på Himmerland.

Fenris sprænger krypteringslænken til Santas ønskeseddel

2011-12-04T23:55:00.001+01:00

Solen sortner,
jord synker i hav,
de lyse stjerner
slukkes på himlen;
ildbrande raser
mod arnens bål,
høj hede spiller
mod himlen selv.

Fenris

Så skete det, som helst ikke måtte ske. Fenris er løs igen, og den vil lege med , desværre ikke efter gængse regler for åben kommunikaton, men kun som anonym spiller. Dette burde jo diskvalificere den til at få adgang til disse spalter, men da den er den eneste, der har besvaret opgaven om julemanden korrekt, har vi alligevel også denne gang valgt at viderebringe dens infantile mail .
Den har ganske rigtigt gættet, hvad der stod på julemandens ønskeseddel, og skal derfor have sin flaske.
Men hvad giver man en Fenrisulv, der både æder sol og guder ifølge Vølvens Spådom. Ildvand vil nok være en dårlig ide, for det kan vel kun forværre dyrets ragnarokagtige sprog, som virker usammenhængende- nærmest babyagtigt.
Men da vi er ordholdne folk her i Risgårde, skal Fenris naturligvis have sin præmie .
Meddelelse om leveringssted og tidspunktet vil naturligvis tilgå Fenris, når månens inklination til ekliptika er den mest gunstige for ulve af hans støbning.
Stedet kunne være Røverhøj - vor gamle henrettelsesplads, Grønhøj- eller hvis Fenris ikke er alt for menneskesky- vort gamle vandtårn. Vi håber at Fenris kommer med et nyt ulvehyl, så vi kan finde ud af, hvad der passer bedst ind i dyrets sædvaner og natur.
Noget tyder på, at Fenris trods dens trusler om "punishment" er bleven noget mere fredelig og beleven i forhold til tidligere, og visse passager i dens sidste message(fra Hel?), forekommer næsten venlige, ja måske ligefrem en anelse tandløse. Det sidste skal den dog ikke lastes for, og skulle den engang ligefrem vælge at afsløre dens sande idenditet, ville man jo ligefrem kunne erklære den for stueren.

Fwd: My old friend

2011-12-04T19:10:00.001+01:00

---------- Forwarded message ----------
From: The Cleaner <thecleaner@live.dk>
Date: 2011/12/4
Subject: My old friend
To: AB SÆL <aksellarsen@mail.tele.dk>

Hej Absælius von toppidan

Meget ked at det jeg er hvordan vore vejes sidst skiltes måtte, syg været jeg har rask blevet jeg er.

Derfor jeg ønske stadig anonym at være.

Julefrokost deltage i - jeg ikke kan men konkurrence nem at løse ( I OLDERMANDENS OG HANS STOLSBRODERS NAVN: FYLD OP MIT KRUS! )

En præmie forventer jeg at få selvom den tredje fuldmåne forlængst er væk, tiden i hvori vi dvæler er for kort til ikke at leve.

Derfor vores veje atter må krydses da ønske jeg ikke dig at fornærme.

Den 4 julenat en julemirakel er sket, kontaktet igen har the cleaner til dig absælius den store

Aksel is a variant of Axel and may refer to:

A person
An old Person
A very old person
A pensionst
An ancient

An axel to drive a vehicle

EX,,,

Hilsner fra flere landsdele også fra søens folk i grønland og på færøerne gud bevare danmark

The cleaner...

(I expect you to honer my desition of being anonymus, therefor you cannot try to find out my true identity.) if so you choose to you will be punished

Hvornår kan jeg forvente modtage min præmie mit spørgsmål til dig derfor er...

Jydsk Lektion 2

2011-12-01T10:58:00.001+01:00

Endnu en Gang galed Esper Masen fra sin halvt knælende Stilling mellem Bordtremmerne: "Jesus sagde til sine - scipler - - ."
Men Kræn Konradsen tærsked ham i Bunde, saa han heller ikke denne Gang kom længere: "Aa, du er jo saa fuld, te en ka prikk dæ paa di Øwn. Du sku squ skam dæ, for aa vis dæ saa snaaged mell ande Guds Bø´n!" Nu gled Samtalen over paa Sæd og Avling, og Kren Konradsen sa med en indigneret Bevægelse: "Ja, nu war en ved aa gled sæ te en Krumm Sommer, og saa kommer Worherr her ijen med hans Vinter og hans Vrøvl."
"Nej, aaeha, Krejsten!" udbrød nu Wolle Snedker i en streng bebrejdende Tone: "Nu maa du ett sejj og forfald te syndige Tanker. Pas endda paa, hwad di Mund sejer: Og sejj ett og blyw som jen af de uomskaarne Filistre." Men nu blev Kren Konradsen vred for Alvor. "Aa, du behøver ett aa sejj og gi mæ denn Slavs Streger, for a haar stavn, hwor du aalle kommer til at staa. Dengang du bløv komfirmired, hwor mon du war aa find paa æ Kjerkgwol? For- a stod owers! Og jen Høttid- nu er æ akkuraat syv Or sind- a hower æ lisse nyw! - det war Palmsøndæ- da blywer æ gammel Degn syg lig mødt under æ Tjennest og saa kommer æ Præjst"-(Kren Konradsen svælger sin Bevægelse)- "det war jo Lassen; det var fandenmæ ingen Doskpand!- det war en Kaal, der vidst, hwad han gjord! - saa kommer han akkuraat søen!- a hower æ, som det kund ha wot i Guer den Daa! - kommer søen - og pikker mæ paa mi venster Skaalder- lissom a nu gjør mæ dæ, Wolle; - tre jenle bette Pik- og a kund jo snaar forstaa saa møj, te det war mæ, han vild nøj- og a gaar jo saa med ham ud i æ Vavelhus, det forstaar sæ; og her sæjer mæ æ jo, som det war: Æ Degn war bløwen syg- mødt under hans Handling; om a nu vild - - hm!"(Krejsten flæber!) - "om a nu vild øwerta hans-- Plads! Og a vild jo da saa ett næjt æ Præjst det. Og a bløw jo saa strammed an i æ Kordar- i æ Degn hans Plads jo da- og a skuld jo saa sej hans Løsning; det er en stur Handling for en javn Mand aa blyw betroed te!

Men a stod med Frimodighed indtil Enden. Og da a saa "Amen", da war der fandenmæ ett jen, der ku sej, te a haaj saa en hal Urd forkirt af nue Slavs Lig. Der war manne jen, der vild ha gavn på Niesen- for en haar jo iløwle ett no Oplærels- men a past paa aa hold mi Kondovitter sammel- og da a war færdig: - a war beveged, og a kund si, te osse æ Præjst war beveged! Der war jen Stej, der war a nær skrejen po Rumpen- for en haar jo ett æ Øvels; og ka en ett hold æ Town, saa ka en squ lisså godt spænd fræ. A haaj lig hjulpen æ Præjst aa æ Hawl, og a seller mæ jo saa tebaag- søen- en ska jo ved, hwad en gjør paa de Stejer- og vi skuld jo saa syng den sidst Salm; og a skuld jo da syng for, det forstaar sæ!
Men saa war æ jo den her Slytter, de kalder ham; han haar nu aaltid hat no Pek te mæ; han sad uddest i jen af de owerst Stwoller- og som han sang!- ja, Gud spaar wos, som han sang!
Det war jo nu æ Mjenning aa æ, te a skuld ha wot kjor aa.- Han kund jo mærk, æ Skjevl, te a war ett saa fast i æ Repetis. Men a tint lissaa still ved mæ sjel: A skal Fanden slaa mæ, nok hold dæ, din bette Swissi!
Han fulle mæ i æ Hæl lissaa trolle, lig te hwor der staar:
O, Gud, du ser min Længsel,
at jeeg afløses maa...
der smutt a fræ ham. Det her: Hy-hy-hyh! Hy-hy- hyh! der bløw han sejn! den Knast kund han fandenmæ ett komm øwer, æ Swend!
Nej, Wolle, du skal misæl ett komm te mæ med di Streger, for der vil du nu iløwle komm under med di Latin! Nu lærer æ Bø´n ingenting, men dengaang a gi te Skuel, da lær vi squ nøj!"
"Hwad lær i da?" kom det med rolig Basklang fra én af de yderste i Kredsen.
Kren Konradsen saa forbløffet op ved dette uventede Spørgsmaal.
"Hwad vi lær? Tror du, a ka how det!"

Jeppe Åkjær

Sjællandsk vejmand

Lektion 1- Hellig krig

2011-11-29T14:17:00.001+01:00

Flagstang giver op i græmmelse!

Det har længe været en kendt sag- men ikke uden for Risgårde, at man taler om et såkaldt brændevinsbælte i vor landsby, der gennem tiårene har flyttet sig lidt frem og tilbage over grænserne mellem Øst og Vestbyen, men i dag ligger fast med hovedbase i Vestbyen. De mere "hellige" i Østbyen gør ofte en dyd ud af deres mådehold og dem om det- ikke et ondt ord skal lyde her fra Vestbyen om denne moderne nypuritanske grille. Men for hundrede år siden var "fronterne" trukket betydeligt skarpere op, hvad der klart fremgår af nedenstående udpluk fra en beretning fra fjordriget Salling på den anden side "å æ fjur". Historien foregår på en tid, da vor oldermand endnu sprang rundt i en stumpet vadmelstrøje og vor formandinde for borgerforeningen slet ikke var født. Det var dengang "æ dejn å æ præjst"(vor Faaer) udgjorde landsbyens skriftkloge øvrighed. Fortællingen er skrevet på vort jydske hjertesprog, og måske vil en behjertet sjæl yde tolkebistand til formandinden, da hun jo endnu- trods veloverstået afgangsprøve i jydsk- stadig kan være lidt usikker- ikke mindst efter, at hun har været bortrejst til syden og fået blandet sit jydske hjertesprog op med ægyptisk eller arabisk. I hvert fald lagde byens flagstang sig ned i græmmelse under hendes fravær. Måske anede den uråd.
Men her til lektion 1, skrevet af den navnkundige samfundsrevser og digter: Jeppe Åkjær.
Der havde været Helligforsamling i "Sichem" - saadan kaldte de fromme der i Sognet deres Forsamlingshus- og nu havde en Klynge af de lunkne søgt ind til et Bord i Kroen, hvor de havde nydt adskilligt flere Kaffepuncher, end der kunne retfærdiggjøres ud af Loven og Profeterne. Samtalen drejed sig til en Begyndelse om fromme Materier; der var dog kun to-tre, der førte Ordet;Resten hørte paa. Der var først den høje sværlemmede Kren Konradsen, som ved sine mægtige Legemsformer let og naturligt blev gruppens Midtpunkt, saa meget mere som Flasken var i hans Hænder. Under hans højre Arm sad den forsigtige Wolle Snedker, der havde nogen Hældning mod Missionen, men-Gud bedre det- endnu mere Hæld mod Brændevinsglasset. Saa var der Esper Masen, der altid brændte efter at at citere skriftsteder, men i Aften holdtes stærkt i Ave af Kren Konradsen, der havde set sig gal på denne Tilbøjelighed. Hvert femte Minut rejste Esper sig halvt op i Knæene og fremsnøvlede med belagt Tunge: "Jesus sagde til sine--- Scipler---". Længere kom han aldrig, saa blev han atter trykket ned paa sin plads af Kren Konradsen, myndigt som man fejer et Insekt ned af Bordet:
"Fanden med di Vrøvl, din Plevverkok!"
Wolle Snedker havde lige sluttet et af sine Hosesokker-Forsvar for Kingos Psalmebog!
"Det var en bitte gjæv Bog.Den kund en løs i uden aa kom i gal tanker. A kan jo ett sej andt- Gud forlaad mæ æ!-end a tykkes- vi kun gjân ha forlid wos te den no Aar endnu.-
-Den ny ka maaski sæ vær aalgued- a tær saamænd ett sej en Urd om æ; Gud kjender jo, hwad det bejst er. Men maatt en sæj æ,, saa for wos aa tykk, maatt vi wal kun blyw salig ved det, som wor Forælder er bløwen salig ved.
Men vi er jo kuns syndige Mennesker, som fortjener idel Straf. Aa la wos ett klog for møj i æ, men gi Gud Æren i al Evighed"
Ved denne smukke Tale vaagned Jens Kopborg op og kvad:
"Stuel paa Kristus- det er mi Lyw; løw i ham- det er en Vinding!" Her kratted han en taare ud af Øjet under en Manøvre, som naar en Tudse afbøder et nærgaaende Straa.- I det samme hælded Opvartningsjomfruen sig ind over Bordet for at fylde nyt Sukker i Sukkerskaalene.
Jens Kopborg slog en krum Arm om Pigens Overkrop og saa hende op under Øjnene med et fortinnet Smil:
"Du haar endda no blød Aarme, Kjesten.
(fortsættes i lektion 2 i næste nummer af Oldermandens Avis)

Hvad skriver julemanden?

2011-11-20T17:10:00.001+01:00

Hvad skriver julemanden?
Det sidste halmstrå, som vi -den moderne onlinegeneration- endnu har at klynge os til, er troen på julemanden.. Hvis vi også opgiver Santa Claus, så ser det virkelig sort ud for den tilstundende jul, thi så vil miraklernes tid være forbi, og det vil være slut med julegaverne. Det vil vi ikke stiltiende acceptere her på Oldermandens Avis, så vi har derfor valgt at viderebringe julemandens budskab(ønskeseddel)til alle hans venner, som bor her i Risgårde
Det første rigtige svar, som dukker op her på bloggen ( formand.chairman@blogger.com )
vil blive belønnet med???,
Når du har løst gåden, vil du ikke længere være i tvivl.
Barcodescannersoftwaren til din smartphone kan du finde gratis her
Gevinsten vil blive udleveret ved julefrokosten på Nakkevej 40 lørdag d. 10 dec. Husk at sidste frist for tilmeldingen til julefrokosten er 1. dec 2011.
Hvis man ikke har en smartphonescanner, kan man også prøve at gætte sig frem.
Svaret ligger i nogle af de blogs, som er udgivet i løbet af året.
Besvarelsen begynder nu -- seven-five-four-three-two-one- ignition- and lift off

Hvorfra kommer læserne af Oldermandens Avis

2011-11-19T09:59:00.001+01:00

Efter at Oldermandens Avis for et par måneder siden fik en tiltrængt ansigtsløftning, som de fleste sikkert har bemærket, er vor læserskare eksploderet. Således udgjorde sidste måneds antal sidevisninger i alt 2058, hvilket er hidtidig rekord. I skrivende stund ligger vort daglige læsertal på godt 120 hits om dagen. Ikke dårligt- ikke dårligt- det er faktisk nydeligt for ikke at sige pænt.På kortet kan man se, at vore læsere udover Danmark(Risgårde) og Skåne fortrinsvis er bosat i USA. Det skal ikke skjules, at en sådan udbredelse kommer bag på redaktionen, men vi vil alligevel prøve at se frække og ligeglade ud og lade som om, at vi ikke er påvirket af denne læsersucces.
I en stille glæde over, at Oldermandens Avis falder i amerikanernes og skåningernes smag, har vi lagt et par musikstumper ud på Oldermandens hjemmeside, som vi er sikker på vil falde i vore nye læseres smag. Hvem fra det vilde vesten kender ikke sangen om"Sømanden og stjernen ,- længselen efter det gamle land - den lille fiskerby ved sundet og naturligvis den forladte pigelil (vi snakker jo for pokker jo om en rigtig sømand af kød og blod.) Skåningerne, de skal naturligvis have en af deres dejlige svenske melodier retur efter først at være kommet under kærlig behandling (indspoleret) på et af Risgårdes mange amatør-homestudios.
And here it comes:

Mørke midt på dagen

2011-11-18T16:39:00.001+01:00

Mørke og lys er modsætninger, som indgår i de sproglige billeddannelser formodentlig på alverdens sprog. Og med god grund, da solen tilføjer jorden al det lys og den energi, der er nødvendig for, at vi kan leve på planeten. Her i de sidste mørke novemberdage er det ikke alverden, vi mærker til den livgivende sol, men netop derfor hænder det, at man i savnet af denne uimodståelige fusionsbombe kan fristes til at give sine tanker vinger og filosofere over, hvor gådefuldt og mystisk vort omgivende nær- og fjernunivers synes at fremstå.

Professor Stephen W. Hawkins

Videnskaben ryster dog ikke på hånden, når det gælder om at komme med en forklaring på, hvordan det hele hænger sammen. Før "Det store Knald" udgjorde altet et sort hul, der havde et protons størrelse. Tiden eksisterede ikke, så der var ingen begivenhed eller årsag til dette subatomare sorte huls eksistens. Først da Big Bang udløstes spontant -lige så spontant som protoner går og kommer inden for kvantemekanikken, begyndte det synlige univers sit indeværende og uafsluttede ekspansionsstadie, men også at opføre sig i overensstemmelse med de gængse spilleregler om årsag og virkning(undtaget dog kvantemekanikken), nemlig det, vi kender under navnet: Naturlovene. Det synlige univers´s modpol, det usynlige univers, som gemmer sig i det selvsamme verdensrum, består af negativt stof og udligner det synlige stof , dvs. at ved en simpel addition af disse to mængder vil facit udgøre et stort rundt nul. Dette er i sandhed så forbløffende, at man må knibe sig i armen for ikke at miste jordforbindelsen. Er videnskaben da komplet vanvittig, at de kan bringe sådanne påstande til torvs-eller er de simpelt hen geniale. Ifølge den navnkundige professor Stephen W. Hawkins, så stemmer det overens med matematikken bag kosmologien, der jo bygger for en stor del på Einsteins relativitetsteorier, bl.a. den verdensberømte formel E = mc² , der betyder, at man kan udregne stofs energi ved at multiplicere antal kilogram med kvadratet på lysets hastighed.
For Oldermandens vedkommende(peace and honeur be upon him)- med en antaget kropsvægt på 75 kg, så besidder vor førstemand en samlet energi, der svarer til rundt regnet 108 hiroshimabomber(162TNT). Det bør mane til respekt og måske også til lidt frygt, at denne voldsomme komprimerede bundne energi ikke pludselig frigives.
Skulle disse betragtninger her i en tid med mørke midt på dagen indgyde til modsigelser opmuntring eller trøst, kan man ved at indscanne nedenstående barcode på sin smartphone skrive direkte her på siden og fremkomme med sine uforbeholdne meninger- som sædvanelig uden censur. Men alligevel, pas på ikke at komme til at fornærme Oldermanden, nu hvor I kender hans akkumulerede energital.
Kun en tåbe frygter ikke Ol?? Olger Danske??
Hvem var det der sagde?
Science/Anarki is fun!

Ny skamstøtte rejst af årvågen Risgårdeborger

2011-11-08T11:53:00.001+01:00

Miljøsvinet har igen slået til -denne gang tæt ved vor fredede egeskov. Ølmærket er det sædvanelige discountmærke, og dåsen er lige så tom, som miljøsvinets omtågede hjerne. Godt at miljøsvinet prompte blev opdaget, og at en skamstøtte blev rejst på det sted, hvor miljøforbrydelsen er begået. Den står som et tavst vidne og maner til respekt for naturen og de mennesker, der sætter pris på den.

Hunderejsen- fra vor udsendte medarbejder i Sisimiut

2011-11-08T11:14:00.000+01:00

Himlen – hundene – jorden – slæden – khiiiiir – lydenaf meder – drømmer jeg eller ser jeg forude 12 smækre mavedanserinder? Nej deter hundenes bagdele der vrikker fra side til side. Disse vakse små hundepotertrækker os gennem sneen. Disse hunde, der er dine allierede på liv og død, mensamtidig: hvis du viser en karakterbrist og ikke er i stand til at sætte dig irespekt, står de parate til at æde dig.

Et helt specielt venskab. Det var ham med den sortemaske der løb foran. Man kender det godt, det kræver en særlig psyke at trækkeforrest uden at kigge sig tilbage. Ham her var vant til at være den største isin søskende flok og havde vel vænnet sig til at være den mest geniale hund påpladsen. Eller skal vi bare sige semigenial? – Hvis den kunne hente avisenhavde den været helt genial… Men sorte maske tænker vel: Hvad kan de snottedesmåhvalpe alligevel fortælle mig, der kan have interesse? Grrr, bare bland jeruden om!

Jeg havde indtil i lørdags ikke kørt på hundeslædesiden 1979, da jeg selv var en snothvalp (der dog allerede havde forfattet denlitterære klassiker i alien-naivistisk stil: ”Den mystiske sværm” -en historie om mødet med venlige ufomænd, inspireret af den livligeufoaktivitet i Sisimiut på daværende tidspunkt).

Tanken havde strejfet mig, om det mon ville blivekedeligt at sidde og glo på en hundeslæde, men det var ingenlunde tilfældet.For det første skal man jo hele tiden afbalancere slæden ligesom en sejlbåd,hvis der kommer en stor sten på højre side lægger man sin vægt mod venstre. Nedad bakke skal man skynde sig at hoppe op på bremsen bag på slæden. Og så er derdisse livsfarlige hunde, som man skal opmuntre, og som ikke må tage magten fraén. Og de kan jo pludselig finde på at kaste sig over hinanden i vildtslagsmål, og så skal man straks være der med enten pisken eller et bistert råb,der får sat de frygtelige uhyrer på plads. Vores kusk var en mand der syntes atvære skåret ud af et stort stykke ler. Forstår I, sådan en person der ligesomkun udstråler én ting ad gangen, en kolos, en arkaisk figur der kun har retningfremad. Det var før vi kom til den hellenistiske verdenslede og livstræthed,hvor man opfandt minus i matematikken.

Her går det kun fremad, vi skal frem til målet, viskal holde hundene på banen. Omkring os de vilde bjerge, sorte klippestykkertitter frem mellem snemasserne, der er et mystisk blåligt lys, og man føler atlivet er befriende simpelt. Der er fem ting man skal holde fokus på, resten kanvære inderligt ligegyldigt. Og så hundene. Denne særlige fornemmelse af atblive trukket frem af levende væsner, med en livsvilje der overstiger altandet. De står i deres kæder, ligger og sover i 20 graders frost, de kan tålehvad som helst, nogen gange bliver de ramt af slæden, bidt af overhunden, menaltid springer de glade op igen som var det den første dag i verden. Det ersvært helt at forklare den usynlige ed vi alle sværger til livet hvert øjeblik,os og hundene, bjergene, himlen og jorden.

Kvalmegrænsen nået!

2011-11-02T12:26:00.000+01:00

Det kan ikke længere benægtes, kalenderen skriver 1. nov. Skoven er for længst falmet, og bladende ligger allerede i et tykt lag på jorden.
Just på sådan en typisk novemberdag blev vort hus beæret ved et besøg af "Oldermanden og hans Englebasser",
Jamen hvem er de nu, disse hersens "Oldermandens Englebasser", vil folk uden for Risgårde måske undrende spørge. Er det luftige, celestiale serafer og himmelvæsener?
Nej, nej ingenlunde, de er faktisk meget menneskelige og ualmindeligt almindelige og spiser og værdsætter de samme ting som andre danskere. Faktisk er deres yndlingsspise wienerbasser med koldrørt glasur.
Jamen er der da slet ikke noget himmelsk over deres "behavior" over deres attituder og ageren,- nogle karakteristika, der ligesom ophæver tyngdekraften?, . Jo vist, jo vist. Når Oldermanden slår tonen an, og de små struber unisont arbejder på højtryk, så løftes vi ind i et andet univers, en anden underfuld verden, der sætter de fysiske love ud af kraft - en verden fuld af æstetik og skønhed .

Basunengel

Og hold nu fast. Englebasserne kastede sig - på denne årets sidste øveaften- over de svære latinamerikanske rytmer, og det viste sig, at englene har en speciel flair for tangorytmer, og det rykkede da også lidt i englebenene rundt omkring ved bordene.
Ind imellem de mange dejlige sange blev der også tid til at reeksaminere vor borgerforeningsformand i jydsk for at sikre os, at hun forstår, hvad der tales om i byen og i nabolaget. Lykkeligvis bestod hun sin eksamen i mundtlig jydsk med tilfredsstillende resultat med en lille pil opad til eksamenspanelets,(sammensat af seks hjemmefødte og hærdebrede, jydske tranlamper), store tilfredshed.
I aftenens løb blev det endvidere afsløret, at vor højt værdsatte Oldermand lider af en fobi- en julefobi. Da en af hans engle bragte den tilstundende jul på banen og beklagede sig over al den forestående trængsel, alarm og juletravlhed, reagerede vor oldermand heftigt ved at erklære, at nu var hans kvalmegrænse nået, og at denne kickstart på julen fyldte ham med ubehag. Et kort øjeblik så englene temmelig rådvilde ud, for ikke at sige bestyrtede, men genvandt dog hurtigt den sjælelige balance og foreslog, at vi suspendere vore øveaftener for i år, så vi kan være mentalt forberedte, når julen for alvor sætter ind uden at tage skade på sjæl eller legeme. Aftenen sluttede med afsyngelsen af: Skull gammel venskaw rejn forgo, og derefter ønskede vor formand os alle en glædelig (her sendte Oldermanden hende et hvast øjekast) hjemkomst.

Miljøsvin hærger Risgårdes grøftekanter.

2011-10-30T13:52:00.001+01:00

Den opmærksomme kratlusker eller cyklist har i længere tid kunnet observere, at vor dejlige landsby på det seneste er blevet hærget af et miljøsvin, der åbenbart finder det i orden at grise med øldåser overalt i vore grøftekanter og hegn. Det gælder især området omkring vor oltidshøj-Grønhøj - i hvis nærhed, der i øjeblikket er henkastet 6 tomme dåseøl. Havde de endda så været fyldte, ville det naturligvis have været en formildende omstændighed- ak ja. Grøftesvinets foretrukne ølmærke er øjensynlig af fabrikatet Slot, hvilket mærke hører til i den lavere ende af kvalitetsskalaen, nærmest i kategorien discountøl.Om man herud fra kan tegne en personprofil af miljøgrisen er tvivlsom, men en ting står fast, manden har ikke respekt for vor bys landskabsværdier, når han bruger vor højt værdsatte natur som losseplads- for ----???- øllet kan vel ikke tænkes at gøre grisen så omtåget, at den mister sit sunde omdømme?

Gravhøje kroner (dåsebajere) det grønne land.

På Havhøjvej, der grænser til Risgårde, har man fået en strålende ide. Alle tomme dåser , man finder langs denne vej, bliver som skamstøtter sat fast i træernes grene, og en blikskov af dåser er efterhånden kommet til syne- desværre alarmerende hurtigt. Det må få alle sunde mennesker til at reagere på dette naturovergreb, og man må prøve at finde frem til den eller de skyldige og give dem en tiltrængt moralprædiken.
Også i Risgårde er man begyndt at lave skamstøtter, og fra Oldermandens redaktion vil vi opfordre til, at man fra nu af, hver gang man opdager en henkastet dåse, fluks sætter den på en pæl eller stage.Samtidig undgår man, at dåsen på et senere tidspunkt ender i dyrefoderet til husdyrene. Når dåserne på denne måde synliggøres, vil de samtidig være lettere at indsamle, og dåsesvinet vil forhåbentlig hurtigt erkende, at hans adfærd er højst uønsket og højt kritisabel.

Skamstøtte over miljøgris

Formand dumper til jydsk infødsretsprøve

2011-10-13T02:16:00.001+02:00

Det begyndte ellers så godt i vor lille sangforening "Oldermandens Englebasser".
De små struber arbejdede på højtryk og søde unisone og guterale strubelyde flød ud i de hyggelige stuer hos Karsten og Kate. Det var efterårets sange, der var på tapetet,-om skoven der falmer så trindt om land - og stille hjerte, sol går ned. Men da så vor Oldermand uventet slog over i de ravjydske sange, gik det galt for nogle af englebasserne, idet de ikke forstod et pluk af indholdet, der var skrevet på nabodialekten hinsides fjorden. Det var især sangen om konkoltringsknæjten Mads Doss, der voldte problemer ,og det var jo især pinligt, at vor formand for borgerforeningen dumpede, da hun blev gået på klingen og bedt om en oversættelse af teksten til rigsmål. Ja man må spørge, hvordan hun mon bærer sig ad med at foretage de daglige indkøb med så ringe dialektkundskaber. Da hun af en selvbestaltet, men nidkær eksaminator blev bedt om at række ham si kaw, så udleverede hun et dejligt stykke kage, som hun havde på sin desserttallerken- kager som vore gæstfrie værter i rigeligt mål havde sat på bordet til benefice for os alle. Heldigvis er de fleste butikker nu om dage gået over til selvbetjening, for ellers kunne man befrygte, at vor formand , der iøvrigt trådte sin barnesko på Nørrebro, ville lide en kummerlig skæbne og i værste fald lide sultedøden pga. helt forkerte og misforståede indkøb til husholdningen. Det er på høje tid, at det jydske sprog bliver genoplivet. Og her er Oldermandens sanginitiativ et ganske uundværligt og vitalt redskab, hvis vi skal komme denne lammende vankundig inden for vort jydske hovedsprog til livs.
Ved næste sangtræf , der kommer til at foregå på Nakkevej 29 ,vil der blive fulgt meget stramt og fundamentalistisk op på det jydske "track", og ingen slendrian med vort hjeretesprog vil blive tolereret. Det er på tide, at vi vender ryggen til den babyloniske forvirring - genfinder rødderne og vor fælles identitet.
Denne gang tilgiver vi vor formand, men næste gang- næste gang- så falder Oldermandens hammer.

Nyt fra Sisimiut- Vor udsendte medarbejder Aviâja Larsen

2011-10-07T12:32:00.001+02:00

Sisimiut 29/9 - 2011

Siden sidste brev har jeg fået væsentligt mere forstand på det der med at "have alke". Jeg er nødt til at indrømme at jeg har vildledt folket og må bævende fremstamme at "appaqarpoq" betyder at "der er alke". Selvfølgelig er der alke, ikke? Der er jo ligesom ikke elefanter vel? Hvordan kan jeg nu blive ved med at træde i denne spinat?

Jo, det er faktisk lidt interessant når det kommer til stykket. Man er nødt til at inddrage tilhænget "uti" for at have lov til at eje den. Så selv om tilhænget "qarpoq" plejer at kunne betyde "hun har" er man nødt til at smide et ekstra tilhæng på "uti", for at have lov til at eje det mageløse dyr. For man går da ikke bare hen og påstår at man "ejer en alk" så tror alkekolonien jo, at man er blevet blød i bolden og postulerer ejerskab over hvad som helst man har fået øje på i den fjerne og langtrækkende horisont. Således bliver "hun har en alk" til "appaateqarpoq" (appautiqarpoq = appaateqarpoq, ik' os?)

- Man er nødt til at finde på et tilhæng for at sige noget så dumt, ja man er vel nærmest nødt til at være en afsporet eskimolog der spilder folks tid på den slags ørkesløse spekulationer.

Men……

…..Men så heller ikke et ord mere om alke!

Jeg var til en kaffemik sidste lørdag der gjorde mig meget glad. Jeg havde regnet med at jeg ikke kendte fødselaren, men da hun åbnede døren viste det sig at jeg havde været til fest med hende i 2003 dengang jeg var med aavaat- koret i Qaanaaq. Og så var hun straks sporet ind på at jeg skulle give et nummer. De havde et klaver stående i stuen, og mange begyndte at synge med.

En dame med venlige øjne der havde stået og klaret opvasken stod længe og lyttede. Så fik hun Aqqaluli til at oversætte til dansk: "hun er meget glad for at du har sunget" – hun stod høfligt og ventede til han var færdig med at oversætte, hvorefter hun kom hen til mig og gav mig det største knus og et kys på kinden. Jeg blev helt overvældet af denne stormflod af taknemmelighed.

Og så var der Nivi og hendes mand og deres 3 børn. Den mindste lignede en spiril-unge og var i raks trav ustandseligt, hen til kommoden, finde en halskæde. Halskæden i munden, hen til mor. Mor siger han skal tage stenen ud af munden, så synes den lille spiril pludselig at alle er hans mor. "Anaana – anaana – anaana- anaana – anaana.." …alle var åbenbart hans mor. Vi blev enige om at barnet måtte være overbevist buddhist "All are my mothers and have been my mothers previously " (man har været genfødt så mange gange at selv en flue har været éns mor, og man har derfor medfølelse med alle følende væsener.)

Der er ingen tvivl om, at det måtte være denne barmhjertighedsgerning det lille barn forsøgte at viderebringe. Men han fordybede sig ikke længe i sine egne dybe tanker før han igen var ude i garderoben, inde i stuen, henne ved cd-afspilleren …NEJ…ups gratte gratte…og så skulle han lige snuse til en kryddersnaps og vupti, han tog fusen på os og nappede den "on the rocks".

Ja ikke at det overhovedet giver nogen mening at tylle den slags tynde væsker i den alder, hvad fanden har de alligevel af hæmninger? Nada!

Men hvad det alligevel førte med sig var, at han nu begyndte at opføre en særpræget dans på fodskamlen. Det lignede et eller andet cool fra "Blues Brothers" og der var arme og sager der rullede hen over øjenbrynene, waja waja waja, det så sejt ud, og selv hans mor og far kunne ikke lade være med at more sig storartet over denne improviserede dans, skønt de følte en vis bekymring over at ungen ikke kunne stille sig tilfreds med postevand. I øvrigt hedder han Noam, opkaldt efter Noam Chomsky, en berømt lingvist og anarkist. Hans mor sagde dette med et mærkeligt fiffigt tonefald, og det viste sig at egentlig bare var for at dække over at hun godt kunne lide lyden: Noam.

Noam. Noam Chomsky, den berømte fodskammel-danser med halskæder i munden og 10 anaanaer. Det var i det hele taget en spøjs stemning der havde bredt sig til denne jordnære og meget excentriske kaffemik, og af en eller anden grund kom vi til at tale om, at folk der lyver, laver mærkelige grimasser, hvilket afførte en konkurrence om, hvem der var i stand til at virke mest muligt unaturlige når de talte. Mange fine grimasser blev demonstreret, og da vi ikke kunne mere, og det i øvrigt var blevet puttetid, kørte familien Noam Chomsky mig hjem, og vi var alle enige om at vi snart skulle ses igen.

…..Ovenfor ser I Noam Chomsky…..

…….Og her ser I Noam Chomsky efter kryddersnapsen….

Aviaja Larsen
- Magister i arktiske studier og eskimologi
- Bachelor i kunsthistorie

Baunevej 23 D
3400 Hillerød
Mobil: 20136358
www.aviaja.in
http://aandemaner.blogspot.com/

www.youtube.com se Aviaja Larsen

Ragnarok udeblev

2011-09-30T11:14:00.001+02:00

Der er ingen tvivl. Folk i Risgårde ønsker ikke ragnarokagtige tilstande. Selvom man nu i næsten 14 dage har fået fuld og ubeskåret mulighed for at skrive ucensoreret direkte på Oldermandsavisens forside, er ragnarok udeblevet, og ingen i Risgårde eller for dens sags skyld på hele den syndige jord har ytret sig.
Hvad kan forklaringen mon være? Tænk sig, hvis man en dag fik lov til at skrive, hvad man havde lyst til på Jyllandspostens forside, hvem ville så ikke føle sig fristet.
Forestil jer denne overskrift på Jyllandspostens fornemste plads: Brødre vi er forrådte, vi sidder i l*** til halsen! Nåh ikke?
I virkeligheden er ytringsfrihed besværlig. Man skal først have en mening, og hvis man ikke har en avis, hvorfra skal den så komme? Så skal man først til at tænke og så have fat i fjerpennen og en flaske blæk. Også disse forberedelser er uhyre besværlige,og til sidst ender det med, at man lige som Die Nattergale beslutter sig for at La det lig(hør den under video widgets her på hjemmesiden).
Men forklaringen er måske en helt anden. De fleste husker fra historieundervisningen i den gamle landsbyskole beretningen om Uffe hin Spage, som først åbnede sin mund, da tysken stod i landet og truede med at overtage det.
Indtil da havde alle- inclusive faderen, Kong Vermund- troet at sønnen var stum, og på faderens spørgsmål, hvorfor sønnen ikke havde ytret sig før nu, svarede Uffe, at det havde han ikke haft brug for. "Jeg har jo haft det så godt, at jeg ikke har følt behov for at sige noget før nu.

Uffe hin Spage fælder den saksiske kongesøn

Her I Risgårde har vi det jo også ualmindeligt godt, så her ligger der måske en god forklaring. Vi er meget fåmælte, men når vi endelig åbner munden, ja så er det "noget snak med kød på". Noget lignende- ligesom de to indianere Sitting Bull og Falkeøje, der udvekslede tanker og Sitting Bull udbrød "Ugh", hvorefter Falkeøje efter en times tænkepause også sagde "ugh". Herefter svarede Sitting Bull efter endnu en times forløb: Ugh, ugh, hvortil Falkeøje efter tre timers overvejelse svarede: "Du Sitting Bull, hvorfor skal du altid skifte emne."
Denne historie kunne måske også have foregået her i Risgårde, hvor vi som regel er ret ordknappe med mindre vi da- rent undtagelsesvis- skulle have haft en fjer(indianer) på.
Men tilbuddet om at skrive på Oldermandsavisens forside står stadig ved magt, man skal blot skrive en mail til formand.chairman@blogger.com . -
og vips er artikelen på avisens forside. Lettere kan det da ikke være.
Vågn så op du Uffe hin Spage!
Fjenden i form af økonomisk ragnarok står lige uden for vor dør og vil ind.
Vis ham vintervejen.

Se hvor deres små struber arbejder!

2011-09-24T11:53:00.000+02:00

Oldermandens englebasser

Sæssonens første store sangaften blev en strålende succes med udgangspunkt i Iris og Sportsdirektørens små hyggelige stuer.
Der var et festsmykket bord med alskens fristelser, man blev konfronteret med, selvom disse sekundære omstændigheder naturligvis ikke var hovedformålet med sangstævnet.
Udover Oldermanden, der forestod den musikalske ledelse, var fem velmotiverede Risgårdeborgere mødt op, og snart genlød de små hyggelige stuer af en himmelsk vellyd, der hurtigt fik Holger til at fortrække , skræmt væk ved tanken om, at al denne lyksalighed ville kunne blødgøre hans sind og svække hans kampkraft. Da Oldermanden på et senere tidspunkt, måske inspireret af de kolde øl, der stod i klynger på bordet, slog over i et lidt mere løssluppent reportoire, kunne Holger ikke længere modstå fristelsen og kom frem fra sit skjul og istemte med klar og tydelig røst sammen med englebasserne Kiplings machoagtige: Bær os øst for Suez, hvor de ti bud ikke gælder, og hvor en mand kan føle tørst.
Ak ja- ak ja- disse verdslige nydelser har en tilbøjelighed til at trumfe det åndelige- hvem sagde åndelige sjungekor?
Det lover således særdeles godt for sæssonens næste sangaften, at den risgårdske skønsang kom så godt fra start, og glædens vinge slog sit første glædens slag.

sang

2011-09-19T09:14:00.001+02:00

Til den gamle redaktør!
Der har været tavshed herfra på gr. af nedbrud på Mac'cen. Alt skulle nu være iorden og man kan påny deltage med bl.a. kommentarer.
Det er et godt og vitalt indlæg på blokken, der bør vække til dåd-således kunne flere stemmer være ønskværdig til at fremkalde gode klange.
Iris og Peter lægger hus og stue til-nu må man håbe at vinduerne kan holde, når sopranerne går i gang. Vi får se.
Den gamle redaktør har virkelig lagt sig i selen og på et højt niveau-så vi kan se frem til en produktiv vinter, hvor glæden og sangen vil være i focus.

MH/PG.

Lad tusind tanker blomstre!

2011-09-17T12:31:00.001+02:00

Var der nogen, der sagde: Stop verden- jeg vil af?

Nyhederne i dette våde efterår kommer væltende ned over voreuskyldige hoveder i et tempo og med en frekvens, der minder om de hidsigeregnbyger udenfor. Det er svært at holdesig opdateret i denne malstrøm af begivenheder fra både nær og fjern- både fravor egen jord og ude fra det store verdensrum, der fylder os med evig forundring. Derhar været folketingsvalg, og om føje tid skal vi bebyrdes med at lære navne pånye ministre og ministerier, der igen stiller store krav til hukommelsen. Ak ja,ak ja- hele dette vilde ridt fortsætter og fortsætter i en uendelighed.Men ok , sådan er liver skruet sammen, så vi må bare klappe hælene sammen ogråbe i kor: Kom bare an, du fremtid, og lad os se, hvad du har i godteposen tilos af sødt eller surt.

Lidt mere enkelt forekommer tilværelsen at være for os, derbor i vandkantsdanmark eller ved Risgårde Bredning. Her er det vestenvinden,der regerer og ja, naturligvis vor Oldermand, der er indsat på livstid . Her sker kun det, man selv foretager sig, og indholdet i den daglige tilværelse er ene ogalene overladt til hver enkelt borger. Det betyder ikke, at der ikke forekommersocial udveksling mellem individerne. Således har byens borgerforeningsformandsammen med-naturligvis Oldermanden- taget initiativ til, at sidste års store”syng sammen aftener”(jf.Oldermandens Englebasser ) bliver genoptaget alleredeførstkommende tirsdag. Her vil vor højt ansete sportsdirektør og commander inchief for petanqueholdet stille sin kommandocentral til rådighed for”Englebasserne”, og de må så lære at rette sig ind under den disciplin, derråder i et sådant matchomiljø. Det kan blive svært for disse sarte og blide englegemytter at tilpasse sig, ogmåske kan det i værste fald medføre et par svedne englevinger, og et støjinfernokan bryde løs, hvis et par af de frommes engleglorier og englegemytter iforskrækkelse og sindsrørelse skulle styrte ned fra de fromme hoveder og endelarmende og klirrende på gulvet. En rask sang som: ”Løft dit hoved, du raskegut”, vil sikkert hurtigt kunne genoprette ro og kosmos ud af dette sandsynligeeller indbildte kaos.

Oldermandens Avis vil nu (kridt støvlerne og stå fast) i en forsøgsperiode skabe nyt epokegørende kaos ogragnarok ved at lade vore læsere fra i dag overtage bloggenog uden forhåndscensur få mulighed for at indsende indlæg direkte til Oldermandens Avis. Kun indlæg,der strider mod gældende presseetiske reglervil blive bortredigeret.(redaktøren skulle jo nødig ende i spjældet).

Man kan skrive sine indlæg som email og sende dem til formand.chairman@blogger.com ,og de vil straks kunne kunne ses på vorhjemmeside. Hvis dette anarkistiske eksperiment ender som en succes, vil det måske blivegjort permanent ,og en træt og bedaget redaktør vil måske have overflødiggjort sig selv ogbanet vejen for noget nyt og bedre.

Som en verdenskendt og grusom kinesisk diktator engang udtrykte det:

Lad tusind tanker blomstre, men lad mig sortere dem

Rystende skandale

2011-09-04T15:38:00.003+02:00

På vor kommunes hjemmeside optræder der 2 billeder af vor tvedelte by: Østrisgårde og Vestrisgårde.

Men billedet af Vestrisgårde er et kastreret billede, idet 3 af de vigtigste parceller mangler.

Kære landsbyfæller: Lad os melde os ud af kommunen.

Studer især det nederste billede med forstørrelsesglasset og se selv.

Vitale områder mangler.

Hvilken skandale!

Østrisgårde

Vestrisgårde

UPS:

Der er alligevel nogle, der er oppe på mærkerne

og har forstået, hvad det hele drejer sig om.
r

Fra de gamle arkiver - Oldermand giver gode råd

2011-09-02T11:33:00.001+02:00

From: Poul Ginnerup

Date: 05/30/09 08:47:28

Subject: museum

Hej- du gamle!

Du skriver at du ER træt og du ER gammel-I lægeøren lyder det til at

Du ER I skrivende stund godt deprimeret og det ER Jo en hel anden

Situation.

Fortvivl ikke-sæt dig ud I haven og lyt til alverdens fugle, der

Kvidrer under Vorherres blå himmel. Hele oplevelsen vil sætte dine

"problemer" I relief med naturen som reference og du vil kunne indse

At dine problemer kun ER krusninger I din kaffekop.

Jeg besøgte sidste år et lille lokal museum ved

Muldbjerge(østhimmerland). Der havde amtet sat plancher op-de var

Overskuelige og let læselige og var beskyttet mod vejr og vind. Det

Var måske en opgave for dine veninder I bestyrelsen at få region/

Kommune til at bruge deres viden/erfaring/pengekasse.

Vi ER lige kommet hjem fra Københavnstrup, så jeg har endnu ikke læst

Din historie, men derom senere.

Du skal ikke frygte formandsskabet-heller ikke være eftergivende-men

Bruge dine gode argumenter og vær parat til når som helst at give en

Krammer og et kys og vejen vil være banet for gode og velmenende

Argumenter.

Skulle du imod forventning komme I uvejr-så bed om at få en bisidder

Og vi vil øjeblikkelig møde op og støtte dig I din kamp for Risgaarde

Og dens historie.

Som sagt-op med humøret/Poul.

Din skål synes honning, men drikken er led

2011-08-28T23:33:00.002+02:00

Far, verden, far vel,

jeg kedes ved længer at være din træl!

De byrder, som du haver byltet mig på,

dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,

jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved

forfængelighed!

Hvad er mine år,

som listende svinder og snigende går?

Hvad er min bekymring, mit grublende sind,

min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?

Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?

Forfængelighed!

Ak, yndest og gunst,

du hastig opkomne og falende dunst,

oppustende gøgler, henviftende vind,

med tusinde øjne du dog løber blind;

hvad est du, når man dig ved solen har set?

Forfængelighed!

Ak, kødelig lyst,

som mangen med med dødelig læbe har kyss't!

dit fængende tønder, din flyvende gnist

blev mangen til evige luer til sidst;

din skål synes honning, men drikken er led

forfængelighed!

Så far da, far vel!

du skal nu ej længer bedrage mil sjæl,

bedrager'ske verden, jeg takker dig af

og sænker dig ned i forglemmelsens grav;

jeg længes at trøstes for sorrig og nød

i Abrahams skød! (Kingo)

Far verden farvel.-Jeg kedes ved længer at være din træl.

Sænk mig ned i forglemmelsens grav.
Jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød

Ja hvilket kvad kan bedre en den gamle psalmebog udtrykke de følelser, man som sand Risgårdeborger må føle, når de folk man har stolet fuldt og fast på , gang på gang bringer os alle i et sort hul af fortvivlelse og ydmygelser.

Det hele så ellers så lovende ud. Alt gik stort set efter planen indtil middagtid- kun forstyrret af en enkelt lille skønhedsplet, som vi her vil gå let hen over. Men så kom den store udskiftning, hvor Østbyen blev majoriteten, og så kom katastrofen. Slutresultatet blev, at ud af 6 træfninger vandt Risgårde kun de fire. Jamen fatter denne Østby dog ikke snart, at der skal seks sejre til pokalen.

Det er ikke let at være Risgårdeborger på en sådan søndag.

Kan der da igen været tale om forrædderi. Hallens skjulte camera har opfanget noget, der kunne ligne en forklaring. Hvem er den mystiske mand på billedet,

Mystisk mand gået under jorden.

Optimismen fejlede ikke noget ved kampens begyndelse. Bemærk V´et på trøjen til venstre. Spilleren kommer fra Vestbyen. I midten Holger i neutral trøje og til højre en typisk Østspiller.

Kunne denne mand være i ledtog med fjenden. Nej, nej og atter nej. Det er såmænd en gammel respekteret Risgårdeborger , Ejvind Jensen.

Overalt vrimlede det med potentielle modstandere.

Den eneste pokal, vi var i nærheden af var såmænd kaffekanden. Man græmmes.

-for efter netop denne personnage kom ind i billedet, begyndte Risgårdeholdets deroute. Kan nogen hjælpe med at identificere den ukendte mand. Hvis han pågribes, bedes han med det samme afleveres til Oldermanden eller hans stolsbroder for nærmere granskning og eventuelle straf, hvis alibiet ikke er i orden.

Men lad os nu for et øjeblik se bort fra denne ormegård af lumskerier.

Arrangementet var simpelt hen strålende. Sonja Larsens velkomst. Afviklingen af de mange kampe, traktementerne, den muntre stemning. Strandby har virkelig markeret sig som en fuldendt vært og fortjener den største ros. Vejret til gengæld var yderst lunefuldt og opførte sig som et uligevægtigt barn, der ikke ved om det skal opføre sig flinkt eller uartigt.
Da nogle lokale måske vil betvivle Oldermandens Avis`es objektivitet, da den kan være fucked up med Øst-Vestbyproblematikken, har vi bedt vor commander in chief, Holger om hans personlige opfattelse af hans kampteams indsats.
Han skriver:

Kommentar fra sportspresidenten.

Jeg respekterer ytringsfriheden, selv om jeg mener at en redaktør har et betydeligt ansvar, og at man burde kunne forvente hæderlighed, anstændighed og rimelighed af en repræsentant fra dette besynderlige folkefærd, som vi tilsyneladende er nødt til at acceptere eksistensen af.

Jeg føler dog , at det er bydende nødvendigt her at sige fra. Nu går man for vidt. Jeg har arbejdet hårdt for at Risgårde endnu engang har kunnet kaste glans over en af de vigtigste turneringer i Himmerland. Det har ikke været nemt. Med den demografiske udvikling i Vestrisgårde kommer vi ikke uden om , at vi i et vist omfang bliver nødt til at benytte os af fremmed arbejdskraft. Det mest nærliggende er at finde denne i Østbyen ,selv om vi tidligere har haft mindre heldige erfaringer hermed. Øst er ikke vest - vi må ikke have overdrevne forventninger. På den baggrund synes jeg, at vi skal være tilfredse med, at vi blandt samtlige hold i Vesthimmerland kommer ind på en femteplads. Jeg vil derfor henstille til redaktøren, at han styrer sin sensationslyst og bringer et anstændigt referat.

Breaking news:

Det er kommet redaktionen for øre,
at den efterlyste mandsperson, dagen før at han slog til i Strandby, er bleven observeret i Risgårde, da han var i færd med at bortføre et skrigende kvindemenneske på en trillebør. Det får os til at advare mod selv at pågribe eftersøgte, da han kan være farlig og stadig være bevæbnet- - - ok med en trillebør- men alligevel.

Best bang for the buck

2011-08-27T10:09:00.003+02:00

Under de mest vanskelige vejrforhold har vor sportsdirektør nu udsendt ordre om generel mobilisering af vor bys samlede kuglekasterpotentiale . Man skal atter begive sig til slagmarkerne for at forsvare vor bys sportslige ære, . Vor sportdirektør,der på det sidste er blevet brændemærket og irettesat af vor oldermand(peace, honeur and glory be upon him) nyder dog stadig den største respekt blandt sine menige som en suveræn og genial strateg. Valpladsen er Strandby Stadion, der i år atter er vært for de store lokalregionale petangueturneringer. .
Kamphandlingerne forventes at starte på søndag ved daggry (kl. 9), og Risgårde møder frem med et frygtindgydend hold, der er trænet under yderst barske betingelser på en petanguebane, der med hensigt har været tilgroet med ukrudtsjungler af græsvækster, netop for i givet fald at kunne imødegå de mere primitive spilleforhold, vi forventer at finde i fjendeland. Vi er inviteret i byen mod betaling og går naturligvis efter devisen,"Best bang for the buck" eller måske snarere at få mest smæk for skillingen, hvis man med ordet få tillægger det betydningen, at give vore modstandere så tilpas mange smæk, at der igen hersker respekt om vor kampstrategi og vor dødsforagt under vor bannerfører, Holgers inspirerende ledelse. Vi kæmper denne dag for hele det glorværdige Risgårdes ære, iført vort nyeste og allerstærkeste brand, - nye T-shirts med et indristet vandtårn. Om formiddagen vil vor holdsammensætning være 66 % kamptropper fra Vestbyen og 33 % fra Østbyen for simpelt hen med et snuptag at sætte vore modstandere skakmat lige fra begyndelsen eller tildele dem en blodtud, der vil få "slagtebænk Dybbøl" til at ligne en søndagsskoleudflugt. Jærtegn fra himlen om det forestående Ragnarok bebudedes allerede i nat med tordenbrag , oversvømmelser og lynild fra hilmen til følge.

Når det "grovere arbejde" er udført, vil overkommandoen så overlade eftermiddagens kampe til et opbrudt hold, der er sammensat lidt mere defensivt med 66% overvægt fra Østbyen og en enkelt mand fra Vestbyen, der så skal rydde op i eventuelle tilbageværende modstandslommer, som måtte være overset under formiddagens lynkrig. Deres opgave vil formodentlig blive en ren rutinesag.
Hver deltager vil blive forsynet med 3 ekstra kugler af stål- og de skal bruges optimalt og efter bedste evne til at knuse vore modstandere. Hvad man ellers måtte møde frem med af blødere ædle dele, vil være overkommandoen komplet uvedkommende. I princippet kunne såmænd også en "Einstein" få plads på holdet, hvis han ellers kunne dokumentere at have bopæl eller tilknytning til Risgårde.
Det bliver altså knald eller fald denne gang, og alle spillere er topmotiverede. Onde tungers rygtedannelser om, at vi også denne gang risikerer at blive dolket bagfra af upålidelige elementer fra egne rækker, er således blevet manet langt ned i jorden, selvom usle forræddere naturligvis aldrig vil blive glemt og slet ikke tilgivet. Nu venter vi kun på angrebssignalet fra Holger, og vi vil slå til med fuld kraft. Banen er kridtet op, og strategien er stjerneklar.

Sjældent har så få udrettet så meget for så mange

2011-08-21T17:52:00.005+02:00

Mens byer og lande omkring os vånder sig over ildspåsættelser, kriminalitet og hærværk, fungerer tingene her i vort oldermandstyrede Risgårde på en langt mere opbyggelig vis. Her oplever man dagligdagens helte, der frivilligt og uden betaling udfører reparationer på vor fælles ejendom. Det gælder således byens vartegn, det gamle vandtårn, som efter en grundig sandblæsning er bleven repareret og til sidst vandskuret. Det har været en omfattende reparation, som har stået på hele sommeren, men som nu næsten har nået sin afslutning. Erling Worm, byens praktiske og myreflittige ildsjæl, har stået i spidsen for dette projekt, men har fået hjælp af mindst to andre, som det fremgår af de mange "powershots", som man kan se her på siden og på de interaktive hotspots.
Disse hårdt arbejdende mønsterborgere er højst fortjent bleven serviceret af forkvinden for Risgårde Borgerforening, Inger Worm, der har sørget både for de våde og de tørre forsyninger til disse svedende og calorieforbrændende mænd. Byens borgere har fulgt nøje med i renoveringsarbejdet fra sidelinien, og føler alle en stor taknemmelighed mod disse spydsspidser, der har skabt nye standarder for, hvad der kan udrettes, når stålsat viljestyrke er til stede.
Man kommer et kendt Churchillcitat i hu:
Aldrig har så få, udrettet så meget for så mange.

Aviaja LarsenCollapse

Ja Risgårde er jo et forbillede for os alle!

Sportsdirektør helt ude i hampen.

2011-08-02T12:03:00.000+02:00

Det var en rystet og chokeret Oldermand, der forleden, da han ville tage sig et spil petanque med en af sine nære slægtninge, erfarede, at petanquebanen var helt dækket med "græsser" og ukrudt. Hvad har vor sportsdirektør nu gang i, var hans første tanke- og da netop direktøren i samme øjeblik stoltserede forbi på vejen sammen med sine rødkindede og nuttede børnebørn i en barnevogn, blev han naturligvis holdt an og udbedt en forklaring . I stedet for at svare vor oldermand (peace be upon him) på en ordentlig og sømmelig måde og desuden fuldstændig bevidst eller ubevidst ignorerende den almindelige hilsepligt over for øvrighedspersoner, sendte han oldermanden et tvetydigt "Mona Lisa smil" og gik derefter skyndsomst videre.
Herefter var der så ikke andre valgmuligheder for vor Oldermand, end at gå i gang med hakkejernet og få fjernet direktørens "afgrøder", for at spillet kunne komme i gang. Du milde himmel!
I sandhed en skandale, der har rystet hele byen i dens fuger og bånd , nu hvor den er kommet til offentligt kendskab.

Hvad bliver mon det næste, Holger Danske finder på? Kunne det tænkes, at han spreder gylle på petanquebanen og begynder at avle kartofler eller "Petersille".
Oldermandens Avis, der ellers altid har været usvigelig og ekstrem loyal mod vor sportsdirektørs dispositioner, selvom guderne skal vide, at det har været vanskeligt, er kommet i alvorlige anfægtelser.
Er vor direktør nu blevet mere optaget af grøn vækst end af selve petanquespillet?
Store skelsættende kampe venter forude, og direktørens eneste kampstrategi er grøn vækst og en "air" signaliserende en fræk og ligeglad attitude over for vor Oldermand og hans embede.

Mon det ikke er på tide, at kalde direktøren til orden og indprente ham sandheden i det gamle ordsprog:
"Mens græsset gror, dør horsemor!"

Risgårde under forvandling

2011-07-07T11:46:00.006+02:00

- Det var et meget pauvert udbytte med totalt fraværende indberetninger, da Oldermandens Avis forleden efterlyste vidner til "gespenstet", der ved nattetide render rundt ved folks døre og forlanger øl. Derfor foretog "Oldermandsavisen" sin egen research, og det har været en sand fornøjelse at konstatere, hvilken højnelse i dannelsesniveauet, der spontant har fundet sted i vor unikke landsby. Hvor man før hørte udråb som: "Lille skat, stik mig lige en en kold fra kassen", eller den mere machoprægede variation af samme tema: "Stik mig lige en bajer, kælling" eller fra den mere spagfærdige og frygtsomme ægtemand: "Må jeg lige bede om en kop øl mere, mor", så kunne vor årvågne reporter ganske sensationelt meddele, at man nu unisont som med en mund kun hører:
"I oldermanden og hans Stolsbroders navn: Fyld op mit krus."

Jamen er det ikke mageløst. I et splitsekund er byen som forvandlet. Vi er transcenderet fra primitive stenaldersæder til ædle, humanistiske sæder, der tager højde for, at kvinderne fik ligeberettigelse og stemmeret anno 1917. Man er blevet dannet og beleven, næsten lige som "de fine" der bor inde i byerne."Di røger no så godt-derin i æ bøj", som en bonde fra Mors udtalte, da han besøgte min far i Elsø Skole i halvtredserne. Risgårde er nu lysår foran andre landsbyer takket være vort avancerede Oldermandsstyre. Det er ufatteligt, at vore nærmeste nabolandsbyer ikke for længst har kopieret "Risgårdemodellen" og dermed fået et hårdt tiltrængt åndelig højnelse af hverdagskulturen. Men som det gamle ordsprog siger: Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Ak ja,så sandt, så sandt. Mens vor landsby nu lyksaligt soler sig i berettiget beundring og respekt fra det omgivende samfund, bør vi sende en varm tanke til Oldermandsinstitutionen, uden hvilken dette mirakel aldrig ville være indtruffet.

Oldermandens Avis går nu på sommerferie, men husk lige kontingentet til Borgerforeningen, inden I selv, kære medborgere selv drager på ferie.
Dagsbefalingen:
I Oldermanden og hans stolsbroders navn: Få så fingrene ud-og se til at få sendt dette hersens girokort.

Et spøgelse går gennem Risgårde!

2011-07-04T17:21:00.005+02:00

Det var hen af midnat.
Klokken slog 12 slag. Ding dang, ding dang- ding dang- - - - -----.
Det var en regnfuld og tåget nat, og Risgårde henlå i et trist og råkoldt mørke.
Men hvad var det? En husherre fra den vestre bydel, som sad og hyggede sig foran den blussende pejs i sin hyggelige stue med et glas cognac i hånden , blev pludselig en hæs og svag stemme ude fra mørket var.
Stemmen var næsten uhørlig, men det lykkedes dog vestborgeren at opfatte nogle småord, heriblandt Oldermand, broder og krus.

Da stemmen kom nærmere og derfor blev tydeligere, lød det næsten som: I Oldermandens og hans stol- fyld op ti krus.
Men nu var "ghosten" kommet så nær, at man tydeligt og klart kunne opfatte hele sætningen, der udtalt med en uhyggelig rusten stemme lød : I Oldermanden og hans Stolsbroders navn: Fyld op mit krus.
Sidenhen blev stemmen svagere og svagere for til sidst at fortone sig i intetheden.
Oldermandens Avis efterlyser nu vidner til, hvem dette gespenst kan være. Er det en skalk eller nidding, der for egen vindings skyld udgiver sig for at være en anden særdeles kendt borger i Risgårdestaten. Kunne misdæderen være set bærende et trækrus, som det ovenfor gengivne?
Episoden synes så usædvanlig og mærkelig, at den har skabte en del panik blandt børn og overnervøse fruentimre.
På Oldermandens Avis ryster vi naturligvis ikke på hånden- men alligevel:.
HJÆLP!!
Uhyggen breder sig!

Nyt fra den store verden

2011-06-26T12:33:00.002+02:00

Til den gamle redakteur sendes den korte, ufuldstændige og måske ikke helt sandfærdige beretning om en tilfældig pensionists oplevelser i verdensbyen---

London News !

Nyt fra London!

Deres udsendte korrespondent

har udført opsigtsvækkende bedrifter i storbyen over alle storbyer.Deres ydmyge Korrespondent

interwiewer modtageren af Grey Panther Award , der er en særlig anderkendelse for vitale pensionister

med styr på smidighed, udholdenhed og viljestyrke. Diciplinerne omfatter trappebestigning på skumle

undergrundsstationer , tunnelorientering, stiff upperlip i overfyldte,tætpakkede undergrundstog og traveture

gennem vidtstrakte parkanlæg- foruden bekæmpelse af højdeskræk i verdens største pariserhjul. Prisen,

der er en slags pensionisternes svar på Victoriakorset, uddeles hvert år d 13 Maj på Cafe ” The Old Valrus” ,

ombord på museumskrydseren ” Belfast”. Efter man har præsteret at finde rundt i det gamle krigsskibs

labyrintiske og klaustofobiske indre.

-Fru Inger Yssing. Hvordan føles det at modtage så fornem en pris?

-Rent ud sagt : en smule udmattende . Men på den fede måde,om man så må sige. En af diciplinerne

var jo trappeløb på skumle undergrundsstationer. Man kunne føle sig så træt som en narkoman på

nedtrapning. Men man optrapper jo hurtigt sin energi igen ,når man er i form i forvejen. Og jeg har aldrig

lidt af tunnelskræk. Selv om stationen på Picadilly Cirkus ligger hundrede meter under jorden, og flere af

passagererne grangiveligt lignede Osama Bin Laden. Havde de bomber skjult i deres flagrende gevandter,så

holdt de dem godt skjult.

- Apropos det sprængfarlige!Vi sidder her ved den berømte lodrette lejder,ombord på ” Belfast” , hvor

prisen uddeles. Lejderen fører fra femte dæk ned til ammunitionsmagasinet i bunden af det gamle

krigsskib. De klarede den glatte, lodrette sag, med de smalle trin , på smukkeste vis.Men ikke alle har

været så heldige! Den 20 December 1943, midt under et søslag ved Nordkap, svigtede elevatoren der

bragte granater fra magasinet op til kanontårnene på dækket. Men en snarrådig Royal Marine, Theodor

Armstrong, 26, svang resolut en 16 inch( granat) på skulderen og forcerede lejderen op til dækket.

Her bragte han granaten frem til tårnet på et kritisk tidspunkt under slaget. På tilbagevejen efter flere

eksplosiver snublede han på lejderen og styrtede de otte meter ned, og blev så svært skadet han var

ukampdygtig for resten af krigen. Hvordan føles det at kunne klare hvad Royal Marine, Armstrong kløjsede i

anno 1943?. For De kom jo både op og ned uden uheld.

--Aldersforskellen giver jo visse handicaps. Jeg var 13 år da Armstrong udmærkede sig. Og her forleden

fyldte jeg enogfirs. Reglerne for tildeling af disse handicaps er ganske indviklede. Men trækker man tretten

fra enogfirs! Og deler man dette tal med antallet af trin på lejderen( 26) Og deler man yderligere dette med

Armstrongs alder på tidspunktet!Så får man følgende talrække og koeffiecent: 81-13/26/26=0,10. Det er

en ganske høj rating. Det højes opnåelige er 0,1512.

--Hush! Det var indviklet! Men jeg hæfter mig ved at der er to gange tretten trin på lejderen. Og at

diciplinen udspillede sig på en Fredag. Men overtro har vel aldrig ligefrem tynget dem.

---Absolut ikke. For så stod jeg ikke her.

--Men lidt problemer må der have været undervejs. Man kommer jo ikke sovende til en pointrate på 0,10. --

Selvfølgelig gik ikke alt lige efter bogen. Under kapgangen og navigationsløbet i Greenwhich Park klokkede

jeg i det. Parken er jo så enorm at jeg aldrig har set mage. Jeg for rundt mellem gamle ærværdige

lindetræer, uvorne skolebørn på skateboards, skræppende krager, arrige gæs, sågar en gnækkende pelikan

mødte jeg på min vej. Jeg vidste hverken ud eller ind .Men så lige med et ligger det berømte Greenwhich

Observatorium lige for øjnene af mig. Og det er jo derfra man beregner positioner overalt i verden. En

meget smuk mindre murstensbygning, med balkon på taget. Og så kunne jeg jo spotte at jeg var havnet en

antydning øst for Greenwhich i stedet for det modsatte—Så jeg foretog et elegant hop over 0 –meridianen,

der jo er tydeligt markeret i græsset. Der stod i øvrigt en tyk fyr med bølgende fuldskæg og tog bestik med

et af de gamle instrumenter fra observatoriet---Jeg fik et edderflot diplom på at befinde mig på exactly

halvtreds grader og toogfyrre minutter nordlig latitude og ca tre sekunders vestlig longitude . Det er jo

nyttig lærdom hvis jeg skulle fare vild igen. Nogle af mine medkombattanter havde indsmuglede GPS `er i

lommen og snød på den måde så vandet drev. Men de er jo konservative derovre i england og foragter den

slags nymodens pjat. De formastelige blev diskede på stedet , til skræk og advarsel.

--Hvad var den sidste disciplin.?

--Højdeskrækskoncurrence i Pariserhjul, der vel herovre kaldes Londonhjul da englænderne jo ikke er

vilde med at få for meget fransk ind i sproget. Pariser—altså Londonhjulet- er næsten hundrede meter i

diameter og ligner grangiveligt et cykelhjul. Det drejer en omgang rundt i timen, og bevæger sig altså med

samme hastighed som den store viser på et almindeligt ur. I den plastickapsel man sidder i føles det som

at stige til vejrs med en ballon—Hele London med Parlamentsbygning, Westminster Abbey, Hyde Park,

Saint Pauls Catedra, ligger udstrakt for ens øjnel—Foruden alle de rædsomme,nymodens byggeklodser i det

fjerne. En af disse bygninger har en form ,som jeg af anstændighedsgrunde ikke bør nævne. Sorry! Jeg er jo

en ældre dame! Men det ligner den altså. Men alligevel er det jo så ganske frydefuldt at se det hele sådant

lidt fra oven—Og ikke en antydning af dis og londontåge, for den er jo, efter signede, eksporteret til Kina.-

Jeg fik i øvrigt ingen point i højdeskrækskoncurrencen,af den simple grund jeg ikke kunne fremmane så

meget som en gnist af højdeskræk.

--Hvad var den værste oplevelse!

Da jeg og min søn skulle flyve tilbage til København. Min søn har jo så meget nymodens pjank på sin

mobiltelefon. Og noget af pjanket tænder automatisk for telefonen på et forud indstillet tidspunkt---Men

han havde slukket for apparatet, lagt det i sin rygsæk, og efterfølgende glemt alt om det Og så tændte

telefonen naturligvis automatisk netop som flyet stod i begreb om at lette---Og den udsendte åbenbart

så megen mystisk stråling at kaptajnen på flyet kludrede lige så meget i det som jeg havde gjort det i

Greenwhich— Selv uden diplom derfra, i longitude og Latitude, kunne vi se der var noget galt da vi landede,

for der var blånende,snedækkede bjerge hvor Amager skulle ligge, og yndefuldt svajende palmer ved

landingsbanen i Kastrup. Kaptajnen beklagede i høje toner og indskærpede at det var dybt strafbart at

have sin mobiltelefon tændt under flyvningen og at den slags uvæsen kunne belønnes med både bøde

og fængsel. Men min søn fandt først ud af dagen efter at telefonen rent faktisk havde været tændt under

flyvningen, og da var vi vel hjemme igen.

Billedet viser kombattanten hvile ud mellem diciplinerne.

I Oldermandens og hans Stolsbroders navn:Fyld op mit krus!

2011-06-24T19:16:00.007+02:00

Igen i år var Sct. Hansaften i Risgårde præget af stor tilstrømning, og ca 70 mennesker benyttede sig af muligheden for at deltage. Der blev som vanligt serveret grillet svin, som fortæredes af glade og feststemte deltagere omkring de blomstersmykkede langborde. Efter fællesmåltidet begav man sig ned til stranden, hvor Midsommervisen blev afsunget, hvorefter aftenens båltaler gik i aktion:

Allerførst Velkommen til vore strålende repræsentanter fra Risgårdestaten .

Hil være vor enigmatiske og gådefulde Oldermand og hans Stolsbroder,

Hil være Formanden for Borgerforeningen og dens valgte repræsentanter.

Hil være vor Sportsdirektør, Holger Danske- med ansvar for vores kropslige og åndelige sundhed .

Hil være vor Præsident, der træder i karakter ved særlige vanskelige opgaver af bygningsmæssig karakter.

Hilset være ærværdige Risgårdeborgere fra Vest –Midt - og Østbyen.

Hilset være Medlemmer af sangkoret: ”Oldermandens englebasser”

Hilset være alle venner af Risgårdestaten, som er med som gæster her i aften.

Det var dog et fantastisk stort heksebål, der er samlet sammen til i år. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man jo få den mistanke, at bålkomiteen agtede at brænde den hele eller halve befolkning af på en gang i dens iver efter at komme troldom og hekseri til livs . Men lad nu denne strøtanke fare.

Afvigte år har været et udsædvanligt godt år for Risgårde. Alle vore repræsentanter har ydet en strålende indsats. Renovering af vort vandtårn er påbegyndt men endnu ikke fuldendt. Denne gang bliver der gået grundigt til værks, og reparationen vil sikkert være mere holdbar end alle tidligere år, idet man denne gang har valgt at sandblæse hele tårnet og desuden agter at forsyne murene med endnu flere lufthuller.

Jeg tænker også på oprettelsen af sangkoret ”Oldermandens englebasser( se hvor deres små struber arbejder) under vor oldermand, Poul Ginnerups kyndige ledelse. Det har været nogle aldeles inspirerende aftener, hvor vi har fløjet på sangens vinger gennem vor nationale poesi og skønsange.

Endvidere:

Der har været udkæmpet drabelige turneringer på petanguebanen mellem Øst og Vestbyen, og selvom vor berejste og agtværdige kampleder og sportsdirektør har absenteret en stor del af tiden, har han alligevel med sin geniale strategi næsten fået startet en borgerkrig mellem Øst og Vestbyen- genialt og snedigt udtænkt, altimens han har ligget og hvilet sig i sit domicil.

Kampens resultater skal jeg ikke afsløre, for jeg ønsker ikke at skabe ondt blod, men jeg skal dog som en lille indrømmelse til Østholdet offentlig erklære, at petanguebanen ligger i Vestbyen, og at vestholdet således spiller med hjemmebanefordel.

I det hele taget gælder det for mange af os hernede, at vi virker mere som proceskatalysatorer, og ud af al denne proceskemi, opstår der så en samhørighedsfølelse, der giver sig kvalitative udslag, i f.eks praktisk nabohjælp på både det store og mindre plan.

Og nu vil jeg gerne afsløre for jer, hvilken fremragende ide- Oldermandens Avis- har udtænkt. Vi skrotter fra nu af al hekseafbrænding . Det er alligevel en uoverkommelig opgave, og vi kan jo brænde os på fattiggården med alle disse omsonste tiltag.Efter utallige års frugtesløse bestræbelser må vi simpelt hen melde pas.

I stedet vil vi opmuntre alle positive kræfter og energier hernede ved at oprette et æreskrus til hæder og ære for årets Risgårdeborger.

Især to borgere har gjort sig fortjent til et sådant æreskrus.

Under deres aktive indsats har byen skiftet ansigt-og er blevet meget skønnere at skue. Mange af vore huse er blevet opgraderede,man har fået skik på gårdspladserne, der har fået flisebelægninger, og vore haver og træer er blevet beskåret og trimmet og har fået et meget mere harmonisk look- takket være disse to stridsmænds indsats. Jeg tænker her naturligvis på Erling Worm og Thomas Ørndrup, som sammen næsten har udrettet mirakler.

Men da vi kun råder over et krus, og da byens alderstegne befolkning er nødt til at holde sig gode venner med ungdommen, har Oldermandens Avis i sin visdom besluttet, at Årets Ølkrus skal gå til Thomas. Dette gives kun for et år ad gangen, og indehaveren vil have fuld beslutningsret angående, hvem der efter dette første år skal have overdraget kruset ved næste Sct. Hansaftenfest. Men kruset er ikke et almindeligt krus- Og komissær John(ansvarlig for afvikling og-afkulakisering af Østbyen)- for pokker, det er da vel ikke Vestbyen, jeg ser jo, at der allerede er to forladte huse der-nå skidt- du min tro ven , vil du nu lukke op for godteposen og fortælle om de nærmere omstændigheder ved dette krus.

Her følger en vidtløftig beskrivelse af krusets oprindelse og historie, og det afsløres, at kruset altid fyldes, når

indehaveren udtaler:

I Oldermandens og hans stolsbroders navn: Fyld op mit krus.

Bliver dette ikke prompte efterkommet, ja så må vi naturligvis genoverveje vore hekseafbrændinger, men det er dog kun ren utopi. Jeg kender ingen hernede , der ville trodse en anmodning fra en tørstig æresborger om, at få et tomt ølkrus tanket op.

Et trefoldigt leve for Risgårde

Måtte I alle få en glædelig og velsignet Sct. Hans.

NB.
Billeder fra årets Sct. Hansfest i Risgårde vil blive offentliggjort, så snart de indløber til redaktionen. Skynd jer!.

Vestbyen udsat for hærværk

2011-06-09T23:35:00.000+02:00

To af byens meget aktive og handlekraftige mænd, har nu igen slået til, denne gang i Vestbyen, og vha en stor traktor lavet omfattende hærværk, som det fremgår af billedet ovenfor
Denne gang er det Skolelærer og hundehandler, John Jensens hønsehus, det gik ud over. Heldigvis blev en nabo tilkaldt, og det lykkedes ham, at berolige din involverede gemytter, så alt endte i fryd og gammen.
Men episoden viser, hvor let selv den mindste gnist kan starte et uoverskueligt ragnarok.

Ny kampstrategi sender Østbyen i gulvet

2011-06-03T22:29:00.001+02:00

I kampen mod nazityskland, blev statsmanden Winston Churchill bl.a.kendt for følgende citat : Tyskerne skal kun have to valgmuligheder: Enten skal de kravle for vore fødder, eller også skal de fastholdes i struben.
Begge strategier blev med stort held anvendt mod Østbyen torsdag aften af Vestbyens førende kampstrateger, og resultatet blev da også en strålende sejr og et knusende nederlag til Østbyen, så stort, at holdet måske får behov for langsigtet krisehjælp.Vor Sportdirektør luftede tanken om, at sende hele Østbyen i træningslejr på Livø, for som han sagde:" Så risikerer. vi ikke, at nogen kommer til skade ved deres vilde og ukontrollerede kast"
Men Vestbyens respekt og beundring for vore ærkefjender steg til uanede højder, da de efter kampen, omend stadig ude af psykisk ligevægt, tilbød gratis og iskolde Royal Export til alle kampens deltagere.
Denne altruistiske handlemåde burde ved given lejlighed kunne afstedkomme et par velmenende ord fra vor enigmatiske Oldermand og hans Stolsbroder.
History will be kind to me for I intend to write it.
Winston Churchill

Read more:http://www.brainyquote.com/quotes/authors/w/winston_churchill_2.html#ixzz1OFOHFupV

Anettes referat fra generalforsamlingen i Risgårde Borgerforening

2011-05-19T13:07:00.001+02:00

Referat af Ordinær General Forsamling d. 2/5-11 kl. 19.30

Vi starter med at synge: ”Jeg ved, hvor der findes en have…”

Inge byder velkommen

1) Dirigent: Karsten

Referent: Annette

2) Bestyrelsens beretning bliver læst op af Inge

3) Regnskabet bliver fremlagt af Jette

Vi bliver enige om at strømmen til vandtårnet er for dyrt og det derfor skal fjernes

Regnskabet bliver godkendt

4) Kontingent fortsætter med at være 100 kr. pr. år pr. husstand

5) Jette og Annette genvælges uden protester

6) Peter genvælges

7) Susanne genvælges

8) Anne-Lise genvælges

9) Betaling af kontingent kan gøres enten kontant eller på netbank, man bestemmer selv hvad man helst vil. Kontonummer kommer på vores hjemmeside

Reg.nr. 9070 Kontonr. 162-22-15108

10 Der bliver nedsat en arbejdsgruppe, hvor formand Erling svinger pisken.

Jette vil sørge for nødvendig forplejning

Der bliver bestilt sandblæsning af vandtårnet med det samme

11 Vi efterlyser billeder til vores byskilt. Billederne skal sendes til thomas@sviften.dk som sender dem samlet videre til Anne, der ser på det.

12 Peter og Inge deler. Peter tager sommeren og Inge tager vinteren.

13 Sommergrillfest: er en go’ ide, det bliver d. 11/8-11

Petanque: overvejer øst-turnering og vest-turnering. Vi spiller torsdage kl. 19 Banen er gjort ren og klar

Cykelaftner: tirsdage kl. 19.

6. august er der en happening ved vandtårnet, nærmere info følger

Karsten takker for go’ ro og orden

Naar du faar røg (taarer) i oejnene

2011-05-14T14:57:00.000+02:00

Kun en tåbe frygter ikke Holger!

2011-05-06T10:35:00.010+02:00

På Danmarks befrielsesdag d.5.maj havde Risgårdes petanquehold sat hinanden stævne til årets første dyst mellem Øst og Vestbyen. Det var frysende koldt, og delegaterne fra de forskellige bydelse frøs tappert om kap, mens de ventede på, at vor store læremester, sportsdirektøren, Holger Danske skulle indfinde sig. Der blev ventet tålmodigt et kvarter, så en halv time, men intet skete, og en tydelig spirende oprørsstemning bredte sig. Hvordan kunne Holger, i en situation hvor vor by er i allerstørste nød- vandtårnet slår revner og er på vej til ruin, Oldermanden og hans stolsbroder midlertidigt bortrejst, byen truet af oversvømmelser af bibelske dimensioner fra smeltende gletchere i Arktis, stadig ligge på sin lade side.
Et forenet og determineret petanquehold marcherede nu med taktfaste skridt til direktørboligen og efter taktfaste råb i rum tid, dukkede en klatøjet "Holger Danske" med hønsefjer strittende ud til alle sider op på trappen. Berettigede anklager for absertering, afstedkom en forkølet forklaring om, at direktøren havde haft travlt med administrativt arbejde i forbindelse med planlægningen af sæssonens kampe. Det frysende folk var dog ikke i humør til at høre på forklaringer, og tildelte med blødende hjerte (hjerteblod) vor direktør en omgang kvajeøl på stedet, men først til konsummering efter kampen.
Som man kunne forvente, var kampen præget af, at vor direktør var kommet alt for tidlig ud af fjerene, og Østbyen fik nærmest denne første og indledende kamp foræret, idet direktørens kast var usikre og upræcise og somme tider helt uden for banen. Da vi alle indså, at Holger var i en tilstand, hvor det var nytteløs at fortsætte turneringen, begav vi os alle over i den dejlige vestby, for at trøste os med kvajeøllet, men hvilket kvajeøl -engelsk superkvalitet med højt fedt skum. Uvenskab blev lidt efter lidt forvandlet til tolerance grænsende til venskab, og Vestbyen legede faktisk med tanken om at lade Østbyen låne et par af vore nattergale, så de også kunne anamme en for dem ukendt naturoplevelse- dog med skrap formaning om at behandle dem ordentlig og sende dem tilbage efter endt brug og ikke lade dem sidde og hakke i det, en skæbne de har for uvane at tildele deres flagspætter.
En efterhånden temmelig oplagt sportsdirektør sluttede aftenen med en dyster formaning om, at der fra nu af ville blive skredet hårdt ind over for manglende præcission, slendrian og ligegyldighed - ellers ville det komme til at flyde med blod. (læs kvajeøl) .
Kun en tåbe frygter ikke Holger Danske.

Alle mand af hus- nu gælder det!

2011-05-01T19:26:00.004+02:00

I morgen står vi - højt værdsatte Oldermand og ærede Risgårdeborgere over for vor skæbnetime. Risgårdes vartegn, det gamle vandtårn, er i en ynkelig tilstand. Fortidens møre mur er brudt sammen og kræver en snarrådig og energisk indsats for ikke at kollapse. Derfor har forkvinden for Risgårde Borgerforening nu indkaldt alle Risgårdeborgere til et krisemøde på sin bopæl 2. maj.
Vi kan forvente at alt arbejsdueligt mandskab vil blive mobiliseret, og lønnen vil forventelig blive blod, sved og tårer.
Vi vil her den 1. maj appellere til solidaritet og samfundssind. Uden vore forenede kræfter vil opgaven ikke blive løst.
I morgen er både Vestbyen, Midtbyen og Østbyen forenet og trækker på samme hammel.Bagefter kan vi altid grave stridsøkserne op igen.
-og glem nu for en kort stund gammelt nag og lad.arbejdsglæden boble.
Iøvrigt skal man ikke altid tage Oldermandens Avis's påstande helt for pålydende.
Den er meget inspireret af antipapisten, Martin Luther, som udtalte: "Hver løgn må have følge af 7 løgne, hvis den skal ligne sandheden og have sandhedens aura."
Dvs. at så længe, at vor elektroniske lokalavis kun 6 gange har hævdet, at dem, der bor i Østbyen, er lumske og upålidelige, så gælder det først, når det konfirmeres den 7.nde gang, så der er derfor slet ingen grund for Østbyen til at bære nag , når avisen gør sig til talerør for den skinbarlige sandhed..

Grrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr(kun beregnet for absentister)
Vi ses.

Risgårde slår revner

2011-04-13T10:56:00.001+02:00

Det hele startede ellers så fredeligt. En lille, men determineret skare af Risgårdeborgere mødtes denne blæsende, men forjættende forårsaften hos Jens og AnneLise Skadhauge i deres nye smukke rødstensejendom med de store panoramavinduer udover den lunefulde omskiftelige Limfjord. Oldermanden var som altid rettidig på pletten med sit stagepiano og måtte igen vente på sin sendrægtige uregerlige disciple. Akustikken i det nybyggede hus var fremragende og ydede Oldermandens virituose klaverakkompagnement fuld retfærdighed. Reportoiret- denne sæssonens sidste sangaften- bar præg af gengangere, som til gengæld blev fremført af "englebasserne" på et højt kunstnerisk niveau , hvor man tydeligt fornemmede det kvalitative løft i udtryksfuldhed og vokalsustain, ganske vist tilvejebragt og tilskyndet af en venlig men bestemt "il Maestro", der indprentede os vigtigheden af at følge klaverets rytme og ikke improvisere, som vinden blæser. Men så var det, at bomben sprang. Det var vor borgerforeningsformandinde, der pludselig fremsatte den besyndelige påstand, at hun hverken boede i Vestbyen eller Østbyen- nej hævdede hun: "Jeg bor skam i Midtbyen" Hun fik det til at lyde, som om at det var det fineste område i hele Risgårde. Nu skal det siges til vor formandindes forsvar, at hun er en inkarneret individualist, hvis naturlige adfærd grænser til det uregerlige. Hun skulle efter eget udsagn i sin skoletid have drevet sin klasselærer til vanvid ved sin ufokuserede væremåde.
Men tilbage til den chokerende melding, at vor elskede landby nu har formeret sig til hele tre seperate enklaver: En Vestby, der udmærker sig ved de unge livskraftige egeskove og stor biodiversitet- en selvbetstaltet og uregerlig Midtby, hvor anarkiet råder- og endelig en Østby, der ganske vist med få undtagelser, må anses for at være fortabt og prisgivet vind og sandflugt.

Havde der ikke været dulmende koldt øl på bordet, er det ikke let at forudse, hvilken ravage disse uforblommede påstande kunne have medført af berettiget ophidselse, men da Oldermanden var i sit allerbedste lune, lod han formandindens udtalelser passere næsten upåagtet blot registreret ved let hovedrysten. Aftenen sluttede i fred og idyl med Jeppe Åkjærs:" Stille hjerte, sol går ned", og det var glade og opstemte sanglærker, der, da uret faldt i slag, takkede vort værtspar for en strålende aften. Som en ekstra gang lak til humøret stillede formandinden os endda i udsigt, at vi på grund af god opførsel kunne påregne, at de succesrige sangaftener efter al sandsynlighed ville blive genoptaget til efteråret. Program for disse aktiviteter blev ligeledes bebudet udsendt. Efter denne lovende nyhed blev der udvekslet gensidige og hjertelige håndtryk til farvel, og Oldermandens lille flok englebasser med de velklingende struber begav sig ud i den kølige forårsaften.

Dialog på Picasa

2011-04-07T00:27:00.004+02:00

De sku sendes ud på en øde ø og så have et lag tærsk.

- Picasa Webalbum

Fanden løs i Laksegade

2011-04-05T13:16:00.001+02:00

Mens regnen siler ned fra himlen over Risgårdefolkets syndige hoveder, bidrager massemedierne(Politiken) til den klamme stemning ved at postulere, at Indlandsisen til vore whiskysjusser er i fare. Er der da slet ingen grænser for, hvad disse glædesdræbere vil oplyse os om- i den bedste mening.Uden samvittighedsnag fratager de den lille mand dette livsnødvendige tilbehør til alkoholen (naturmedicin opfundet af naturen selv), der i rimelig dosering kan bibringe - ganske vist for en stakket stund- en smule glæde og virkelighedsflugt fra en på mange måder grum verden, hvor manipulation, halve sandheder og fortielser er en del af dagsordenen.Er tilpasning til en syg verden et udtryk for sundhed?
Also sprach Zarathustra
Husk hønsegal i aften 19.30

Berigelse af intergalaktiske gasser | galakser | astronomi

2011-03-31T10:00:00.000+02:00

Berigelse af intergalaktiske gasser | galakser | astronomi

Ny guldregn over Risgårde

2011-03-23T11:57:00.005+01:00

Det var med stor forventning og spænding, at den lille flok af af sangglade Risgårdefolk mødte op på Oldermandens domicil afvigte aften. Vi blev i døråbningen mødt af en smilende Oldermand og Oldermandsfrue, der bød os alle hjertelig velkommen. Vi blev herefter med smidige håndbevægelser gelejdet ind i den rummelige bolig med de store patriciervinduer. Første stop var dagligstuen , hvor bordet var dækket med to store sølvkandelabre, der strålede om kap med vore glade ansigter. Vi følte os næsten, som den lille pige med svovlstikkerne, da hun brændte hele bundtet af svovlstikker af på en gang.Hvilken lyksalighed.Efter en kort pause gik vi i gåsegang gennem det næste rum, et køkken- alrum, hvor den ene halvdel var dækket med med alskens elektronisk udstyr, som tydeligvis udgjorde Oldermandens kommunikationscentrum, der var fyldt med servere og routere, og luften nærmest dirrede og summede i et inferno af trådløse signaler. Hurtigt kom vi dog i sikkerhed i den sidste stue, en pejse- musik og fjernsynsstue med marmorgulv- hvor alt emmede af ro og fred, hvor vore sanghefter lå parate, og hvor Rolandklaverets mangefarvede lamper glødede. Også her var der dækket op .Store kander af koldt brøndvand og glas stod fremme. Om det var synet af disse store mængder vand, der fik min sidemand til at glippe med øjnene, ved jeg ikke, men næppe havde jeg tænkt tanken til ende, før vor venlige værtinde udbrød: "Når vi nu ikke er så mange i aften, vil jeg da gerne spendere en omgang øl. Er der nogen der protesterer". Selvom vort brøndvand i Risgårde er af meget høj kvalitet, var der dog ingen af deltagerne, der afslog dette overordentlig venlige tilbud.
Dette afstedkom dog straks, at vor Oldermand transpornerede sit digitale klaver et par tonarter ned, idet han vel sagtens gik ud fra,at mændenes stemmebånd, når de blev vædet med øl ville miste lidt af "pitchen" og forvandle sig til delvise ølbasser. Og så gik det ellers løs over stok og sten. Nu var det slut med hyggesnak, nu skulle der arbejdes. Den ene skønne melodi afløste den anden. Jeg nævner i flæng sangen om Jens Vejmand af Jeppe Åkjær, Nocturne af Edvard Taube, hvor vi fik øvet vore sprogkundskaber udi vort broderfolks melodiske tungemål, der jo ligger milevidt fra vort eget modermål, som en arabisk købmand for mange sekler siden havde den frækhed at beskrive som en art agressiv hundegøen. Nocturne er bevægende og fremført rigtigt- så smuk, at det næsten gør ondt. Efter at have pløjet os igennem det halve sanghefte, var der endelig tid til et lille frikvarter. Her forklarede vor Oldermand os vigtigheden af at tie stille, idet han hævdede, at stilhed giver os mulighed for at tænke og fokusere på vore opgaver - og møde dagens udfordringer velforberedte. Det gav os en del at tænke over, og vi ihukom det gamle ordsprog: Tale er sølv, men tavshed er guld. Vi måtte atter sande at vor enigmatiske og gådefulde oldermand havde udfordret vor jævne bondeforstand, og selvom det gjorde ondt, så gjorde det også godt.
Men pludselig fik vi noget helt andet jordnært at tænke på, for nu blev der skænket nybrygget kaffe i salonen ledsaget af friskbagt gulerodskage,og det var ligesom lidt lettere at forholde sig til end dilemmaerne i den filisofiske, spekulative verden. Nu gik snakken igen lystigt, og snart opstod der vild uenighed om, hvornår nu dette eller hint fandt stede- om der var i attenhundrede og hvidkål eller i attenhundrede- og grønlangkål. Dette fik Oldermanden til resolut at forlade stuen og ind i kommunikationscenteret for i næsten samme øjeblik igen at vise sig for det måbende Risgårdefolk: "Jeg har nu googlet det, og Karsten, du har uret, det hele står klart beskrevet i Wikipeda. Ikke mere diskussion" Ligeledes gik det med andre vidtløftige påstande. Næppe var de fremsat, før de blev googlet og til sidst gik samtalen næsten i stå af frygt for at dumme sig. Selv følte jeg mig så utryg, at havde min salig mor endnu levet, ville jeg straks have udbrudt: "Mor, mor nu gogler oldermanden mig igen." Jeg er sikker på, at hun ville have svaret."så , så lille Aksel, vær nu ikke bange, nu skal jeg nok give den slemme oldermand besked, og hvis det ikke hjælper, ja så-så klager vi til Oldermanden". Åh hvilken lettelse- du min velsignede mor." Men så skal du også opføre dig som en voksen mand fra nu af, ellers så gogler jeg dig en.
Ak ja, ak ja, er der noget at sige til, at ægteskaberne i vor moderne tid er truet , nu hvor der ikke længere er plads til uenighed- alle de rigtige svar findes på internettet.
Oplivede af den stærke kaffe gik vi nu igang med sidste afdeling af oldermandens sangprogram og en sand guldregn af vellyd dryssede ned over os og de nærmeste omgivelser- . Inden vi vidste af det, havde mørket sænket sig over RISGÅRDE, OG DET VAR TID TIL AT TAGE AFSKED MED VORT SYMPATISKE VÆRTSPAR. På cykelturen hjem var der stjerneklar himmel.
Jeg så for mig englene i den syvende himmel tune lufthavet for vellyd, og pludselig udbryder de små englebørn. "Far, juhuu, nu er Oldermanden og hans englebasser igen i radioen. MÅ vi ikke lytte til deres muntre sang." " I ved jo godt kære englebørn, at det ikke er passende selskab for jer, de er jo glade for øl, og denne Oldermand har næsten gjort mig arbejdsløs med hans evindelige Googlen, så man ikke længere spørger mig til råds".. "Ja men far, de nipper kun til øllet, og vi kan se, at de også har masser af uskyldigt vand på bordet" "Nå ja men så skidt, så får I lov for denne gangs skyld, men husk, lyt ikke for længe, ellers går det bare ligesom sidst, at jeres fjerspidser bliver sorte". "Det lover vi far, og vi skal nok være rigtig artige".
Blop, nu indfandt virkeligheden sig igen, og den gennemtrængende lugt af husdyrgødning fra markerne bragte mig tilbage til virkeligheden.
Vel akommet til min brøstfældige bolig, gik jeg straks i gang med at undersøge, hvad der gemte sig på mit digitale kamera fra den begivenhedsrige aften. Ak og ve, kameraet viste "Acces prohibited". Efter langs tids besvær lykkedes det mig at komme ind til filerne, men stadig intet spor af optagelserne fra denne bevægende aften i Oldermandsboligen. Mine tanker gik tilbage til en hændelse på Grønland, hvor jeg havde fotograferet ind i en Qivitoqgrav på et lille udsted tæt ved Christianshåb. Også denne gang viste kameraet kun gule pletter, hvor der burde være et eksponeret billede af et Qivitoqskelet.
Da mine grønlandske venner hørte om denne hændelse, udbrød de alle: Du dumme dansker, ved du da slet ikke, at man ikke kan fotografere en Qivitoq. Der stod jeg så og følte mig halvdum.
Men nu er det så, at denne historie pludselig igen spøger i al sin gru. Kan vor oldermand mon være en Qivitoq????. Nej det tør jeg slet ikke tænke på. Kunne man evt. google og få et entydigt svar. Det tør jeg bestemt heller ikke tænke på. Måske er det klogest at komme væk i en fart.

Måske kunne man gå Qivitoq!

We need you!

2011-03-20T13:32:00.000+01:00

Risgårde Borgerforening har rundsendt nok en skrivelse til alle Risgårdeborgere om det gode tidende, at næste Syng sammen aften vil foregå kl. 19.30 på vor Oldermands egen bopæl, Downingstreet--- sludder- Nakkevej 10 førstkommende tirsdag. Vi har igen fået chancen for at samle en formue , når "Pennies from Heaven" igen kommer dryssende ned fra himlen over os, vi lykkesalige Risgårdefolk. Så giv agt, vær beredte og hold paraplyen "upside down", hvis I vil gøre jeres lykke .

Kom og deltag, oplad jeres røst, når Oldermandens
englebasser synger i vilden sky.

Pennies from heaven

2011-02-23T11:49:00.005+01:00

Det var opstemte og humørfyldte mennesker, der mødt op i Inger og Erlings hus tirsdag aften, hvor Inger i sin egenskab som forkvinde for Risgårde Borgerforening havde indkaldt alle sangglade Risgårdefolk til en musikalsk syng-sammen aften.

Hun havde allieret sig med Oldermanden, som stod for klaverakkompagnementet og desuden havde medbragt konstruktive ideer og udkast til hvilket sangvalg, der ville være bedst egnet.El Maestro,(det kaldes alle korledere i den spansktalende verden) trådte i karakter med det samme og standsede en ellers interessant social fællessnak spændende lige fra Gadaffi via landskampen mod Chelsey til slagterinoteringen og prisen på minkskind ved på strengeste fokuserede skolemestervis at spørge forkvinden, om hun ikke snart havde tænkt sig at byde velkommen, så vi kunne komme i gang. En noget befippet formandskvinde genvandt hurtigt ligevægten og fik fremstammet et vel mødt, inden hun straks gav ordet videre til Oldermanden, som prompte slog tonerne an til Jens Vejmand, og snart løftede en bølge af vellyd sig mod det lave bjælkeloft i den hyggelige stue.Hurtigt fulgte sangen om åbent landskab, som alle deltagerne sympatiserede med.

Herefter blev der tid til en lille snak om vort sangkors ambitioner, ligesom også navngiving af koret blev berørt. En forvirret person foreslog, at man kaldte koret for Oldermandens Englekor, men det blev dog hurtigt klart efter den indledende prøver, at det var for ambitiøst et forslag, selvom nogle af deltagerne utvivlsomt var i besiddelse af x- faktor. Præstationerne indeholdt nok alligevel lidt for megen mainstream og leverpostej, objektivt betragtet. "Jamen hvad så med at kalde os Oldermandens Englebasser", hviskede min sidemand mig i øret, "det må vi da kunne leve op til. Det er da bare et spørgsmål om god opførsel, og selvom vi ikke har x-faktor, så har vi da masser af y og z-faktor".Dette ganske fornuftige raisonnement blev dog aldrig offentligt fremført.Næste sang handlede om Grundtvigs kone, Marie. Det var en herlig sang, rytmisk og forfriskende, som faldt i alle kormedlemmernes smag- dog undtaget en lille foxterrierhund "Sif", som på trods af vellyden fra "HIS MASTERS VOICE", syntes meget betænkelig ved situationen. Den udviste ikke den entusiasme og begejstring, som man turde forvente i et hjem(omend midlertidigt) med klaver. Melodien udgjorde utvivlsomt aftenens klimax, hvorfor vi har valgt at ligge en lille filmstump ud her på siden, -en appetitvækker til benefice for de Risgårdeborgere, som ikke nåede at være med på den første sangaften. I den forbindelse kan det oplyses,at sangarrangementet gentages den 22. marts, og at nærmere underretning om sted og klokkesslet vil følge.Alt i alt var det en forrygende aften, og vi skylder Inger og Erling stor tak, fordi de lagde hus, lys og varme til arrangementet, og naturligvis også en unison tak til Il Maestro uden hvis fokus og stålsathed arrangementet let kunne have endt i almindeligt kaffeslabberas og jævn pølsesnak.

Indtil videre må det konstateres, at der var fuld enighed om, at der var dejligt at være sammen og give sangen vinger. I kaffepausen, hvor der blev serveret lune basser med tilbehør af koldrørt glasur, udbrød en synlig begejstret sidemand- så blev det alligevel til englebasser- Oldermandens Englebasser.

The Sagan Series (Pt 2) - Life Looks for Life

2011-02-19T10:33:00.000+01:00

Fra den gamle landsbydegns stilehæfte.

2011-02-15T12:34:00.003+01:00

Fra de gamle gemmer på et støvet loftsværelse, fandt jeg forleden min fars gamle stilehefte fra dengang, han gik på Ranum Seminarium. Han kom fra landsbyen Vust i Hanherred, hvor hans far Thomas Larsen bestred et lærerkald, som det hed dengang. Hjemmet var fattigt med 17 børn. Aage Larsen dimitterede i 1917 og fik et vikarjob på Øland, men flyttede senere til et blivende job i Holmgårde ved Glenstrup Sø, hvor han bestred embedet som enelærer og degn (kirketjeneste) i 25 år, indtil skolen blev nedlagt.Stilen, der vises ovenover, må være skrevet mellem 1913-17- formodentlig det sidste eller næstsidste studieår.
Sommerferiens Slutning
og Arbejdets Genoptagelse
Nu er altsaa de glade Dage endt, som jeg havde i Ferien, og mine alvorligere Dage staar for Døren, ja er allerede begyndt. De første Dage har været meget triste for mig saavel som mine Lidelsesfæller, saa vi kan passende optages paa et Filmsstykke forestillende de sørgmodige, og det Indtryk, Lærerne faar af vore Ansigter, er vist ikke videre behageligt for dem.; thi der staar at læse med tydelig Skrift, at Glæden over at se dem igen ikke er synderlig stor. Ejler Møller, Dahlberg o.a. Forfattere af Lærebøger-især Byskov- må være glade for, at de ikke hører alle de ondskabsfulde Bemærkninger vi lader falde angaaende deres Lærebøger.
"Gid vi havde Ferie igen" er mit stadige Ønske, og det er ikke saa sært, , da det er en dejlig Ferie, jeg har tilbragt. Den sidste og skønneste del af Ferien faldt hos Proprietær Kronborg i Vristed. Tiden hengled med stadige Fornøjelser med Baller og Jagtture i Massevis. Hvor det glædede mig at komme til at danse igen, for saadan noget kender man snart ikke til herovre, hvor Bøgerne næsten optager hele vor Tid. Jeg lærte flere Skønheder at kende, thi i denne Egn findes sikkert Gratiernes rette Hjem.
Sammen med Husets eneste Datter besøgte jeg de kønneste Steder, der fandtes i den nærmeste Omegn, og jeg maa-skønt med Sorg- indrømme, at Hanherred langtfra med Hensyn til Naturskønhed kan maale sig med det sydøstlige Jylland, der ligger saa kønt ved Kattegat og Lille-Bælt. De dejlige Bøgeskove fortryllede mig aldeles, og mange er de Gange, som jeg har spadseret ud i den tæt ved Gaarden liggende Bøgeskov. Hvad er vel heller de harpikslugtende Fyrretræer med deres stikkende Naale mod det stolte Bøgetræ med sine skyggegivende Blade.
Ak! De glade Dage er forsvundne.
Kærlig Hilsen til Dig, dine Forældre og Søskende fra din ven Aage Larsen

Borgerforening indbyder til "Syng med" aften

2011-02-13T10:55:00.000+01:00

Søndag eftermiddag dumpede en indbydelse fra formandsskabet af Risgårde Borgerforening ind ad brevsprækken, hvor alle Risgårdeborgere indbydes til en fælles "Syng med" aften tirsdag den 22. febr.kl 19.30 . Det lyder som et rigtig godt initiativ, og Oldermandens Avis vil naturligvis være til stede og dække begivenheden.

Ovenover bringer vi et fotokopi af det opmuntrende dokument!

Ragnarok i Østbyen

2011-02-06T13:28:00.007+01:00

Solen sortner, Land synker i Hav, de klare Stjerner styrter fra Himlen.

Så er den gal igen i Østbyen.

En af ildsjælene i den kreative og måske også efter nærmere eftertanke, vidtløftige del af byen satte forleden ganske egenrådigt sit nybyggede hus til salg- helt uden at rådføre sig med hverken Oldermand -ægteviv eller andre respektable Risgårdeborgere. Et stort skinnende TIL SALG skilt kunne således iagttages foran huset et par timers tid og forsvandt så lige så pludseligt, som det var kommet. Dette afstedkom naturligvis et berettiget postyr og telefonkaos. Henvendelserne strømmede ind i en lind strøm fra bekymrede borgere for at få en forklaring af "sælgeren" også om huset nu allerede var solgt.
"Ha,ha,ha, der tog jeg vel nok fusen på jer", lød det fra en klukleende "sælger", Tilbage stod de slukørede,chokerede borgere, som vor spøgefugl med sin  "practical joke", så tankeløst havde traumatiseret, men også påført dystre erindringer om anarki, ragnarok, våde og ulykke.
   Oldermandens Avis har været i de gamle arkiver, og de afslører, at denne uforbederlige spasmager før har skabt røre i byen ved at bygge et såkaldt "missionshus" , som skulle retlede og forædle fortabte sjæle hernede- en pioneropgave, der i sin tid afstedkom berettiget opsigt og respekt. Senere blev "missionshuset" dog ombygget til et garageanlæg- måske p.g.a. manglende søgning .
Ak ja, ak ja. Suk hjerte, men brist ikke.
Om salgstilbuddet  i virkeligheden var tiltænkt en plads i himmelpaulunet vides ikke, men det ville i så fald nok have krænket det pavelige patentmonopol i denne specielle business og måske også Låsbysvendsens, der jo i mange år slog sine folder hernede.
Alligevel skal her til sidst lyde en overstrømmende tak til vor højt værdsatte ildsjæl, der igen har sat Risgårde på verdenskortet. Han har igen bevist, at Risgårde
er en landsby, der er spræl i, en landsby, hvor kreativiteten blomstrer.
Solen sortner, Land synker i Hav, de klare Stjerner styrter fra Himlen.
Var der nogen, der sagde ragnarok?

Holger aflægger besøg på Oldermandens Avis

2011-01-18T16:49:00.002+01:00

Netop som vi troede, at Holger var gået i vinterhi, så dukkede denne ganske uventet op på Oldermandens Avis afvigte mandag eftermiddag. Et par kolde øl blev skyndsomst sat på bordet, og samtalen tog sin begyndelse.
OA: Goddaw Holger og velkommen hjem fra Costa Rica.
Holger: Tak skal du have.
OA: Var det en god oplevelse . Jeg mener, de der bananrepublikker--
Holger: Nej holdt nu, du er helt gal afmarcheret. Costa Rica er det fredeligste og behageligste land, man kan forestille sig uden hær og med en beskeden befolkning på omkring 4 mill -hovedsagelig bestående af indiansk- europæiske efterkommere(mestitzer). Betegnelsen "bananrepublik" er derfor ganske upassende.
OA :Jamen er der da slet ingen bananer?
Holger: Joh selvfølgelig, dit kvajhovede, men af en ganske anden størrelse og hårdhed end sædvaneligt. Man har virkelig brug for hårde bananer, når man skal være sportsdirektør for en samling reptilhjerner her i vor himmerlandske udgave af en bananrepublik.
OA: Beklager Holger, du har sikkert ret, men hvad mener du med reptiler.
Holger: Joh ser du, Costa Rica er et paradis beliggende på 10 graders nordlig bredde , - et utroligt frodigt og artsrigt land med stor biodiversitet. Plante- og dyrelivet er helt enestående i verdensmålestok med en artsrigdom, der overgår USA's, således bl.a. papegøjer , gribbe, peberfugle, snoaber , reptiler-krybdyr, dovendyr, havskildpadder osv. osv..
OA: Jamen efter hvad du selv siger, Holger, så har vi jo også her reptiler og måske ligefrem dovendyr?
Holger: Hold nu mund din okse, du må da kunne forstå en spøg. Hvad jeg har sagt indtil nu skal selvfølgelig forstås som en spøg sagt i ramme alvor.
OA: Undskyld igen Holger, undertiden kan man godt føle sig lidt tom. Man kan ikke altid være lige klarhjernet .
Holger: Ved du hvad det tomme rum er, og hvorledes det kan defineres?
OA: Nej det har jeg aldrig helt forstået. Hvordan ?
Holger: Rummet må være tomt.

Er rummet ikke tomt, vil det ikke være muligt for alt, hvad der sker i rummet, at forekomme.
Set lidt anderledes, så er tomheden et andet ord for at være det mindste, men tomheden er faktisk også et andet ord for at være det største.
Og nu bliver det interessant, for det mindste (det tomme rum) er samtidig også det største (det rum hvori hele universet eksisterer).
Det mindste er det største og omvendt. 0 = 1
Det uendelige lille er også det uendelige store.
OA: Nå er det sådan det hænger sammen. Somme tider føler jeg mig lidt dum. Kan det have noget med reptilhjernen at gøre?.

Holger: Ja selvfølgelig- men nu skal du bare høre: Jeg har også været på vulkaner.

OA:Jøsses.Hvordan smager denne lokale drik,tequilaen og hvordan ser de små indianerpiger ud?

Holger: Brug nu din forstand. Jeg har været på rigtige vulkaner, sådanne som udspyr giftig røg, som let kan gøre en omtåget.

OA: Ok,ok Holger, men kan det tænkes, at der endnu er lidt tilbage i din organisme, eller er den fuldstændig tom, ligeså tom som det tomme rum, du beskrev for lidt tid siden?
Holger: Nu skal du ikke ødelægge mit gode lune ved at stille dumme spørgsmål, ellers går jeg hjem og fortsætter min tiltrængte vintersøvn.

OA. Jamen så vil jeg på oldermandens vegne gerne takke for den meget lærerige beretning og det gode interview og sov godt.

Holger: Tak skal du have. Måske er I ikke helt så dumme her på Oldermandens Avis, som jeg hidtil har antaget.

OA: Mange tak, hr direktør.

Kun en tåbe frygter ikke Holger Danske

2011-01-13T16:12:00.002+01:00

Efter at vor højt estimerede sportsdirektør sent i efteråret forlod Risgårde til fordel for en (anden?) bananrepublik på det amerikanske kontinent , angiveligt for at studere boldspillet i dets oprindelseslande, vakte det en del opsigt, netop fordi vor formand kort tid forinden havde nedsat en sandheds- og forsoningskommission, der skulle afdække skandalen og forrædderiet blandt vore egne petanquespillere under selvmordsaktionen i Strandby tidligere på året, hvor klubben begik kollektivt selvmord. Vor højt elskede formand antydede ved denne lejlighed, at det måtte være en af vore egne, der havde ført kniven og sluttede med opråbet:
Usle forræddere, I vil aldrig blive glemt.
Siden da har ingen hverken hørt eller set noget til ham, indtil for ganske nylig, hvor han kortvarigt visualiserede sig og til en måbende Risgårdeborger, ( æresmedlem af petanqueklubben) kort erklærede, at han kunne betragte sig som fyret og sat af holdet,- en besked han bad blive kundgjort for resten af medlemmerne, fordi han ikke længere fandt nogen af os egnede eller værdige til at forblive på holdet, idet han i det fremmede havde erfaret et langt højere og superiørt boldtalentniveau
Dette var i sandhed "breaking news".
Siden denne åbenbaring er vor sportsdirektør som sunket i jorden. Hvis vi kan forlade os på det normale mønster for hans livscyklus, må det formodes, at han igen er gået i sin sædvanelige vinterdvale, som en anden Holger Danske og først lader sig se til foråret, når livet igen grønnes.
Forhåbentlig vil det være en mere forsonlig udgave af direktøren, vi til den tid vil få at se.
Specielt gjorde den chokerende melding ondt i Vestbyen, hvor alle føler , at de er uskyldige. Direktøren burde nok i stedet have koncentreret sit opklaringsarbejde i sandhedskommissionen i den østlige del af byen,
hvor de sande forræddere kunne tænkes at skjule sig. Men dette kommer desværre ikke for en dag, før sneen smelter og "undergrunden" igen bliver synlig.
"Kun en tåbe frygter ikke Holger Danske"

White Rose

2011-01-03T00:47:00.001+01:00

Vor udsendte korrespondent, Søren Yssing er i Julens anledning ude i kriminelt ærinde----Han har haft en
samtale under fire øjne med den gamle kriminalkomissær, der betroede ham følgende historie om et
nordsjællandsk mysterium----Og det er ganske vist ---

Af ydre mindede Eliasson mig om Maigret ,eller han mindede mig om de forestillinger jeg altid har
gjort mig om Maigret som en stor, tung, lidt melankolsk udseende mand, med hængekinder og ansats
til dobbelthage, foruden en antydning solnedgangsfarvet rødme om næsen. Som sit forbillede hyllede
han sig i en lang grå frakke, men yndede ikke at gå med hat---Han havde store hænder og fødder og
virkede meget nærværende når han talte men det forekom mig han rystede en antydning på hånden da
han skænkede i koppen, måske var det indbildning. Vi havde sat hinanden stævne på Cafe Åkanden på
Åboulevarden fordi han ville “ fortælle mig noget”
White Rose var kun tilstede som et portrætfotografi, og selv om hun ikke var billedskøn at skue så
var hun dog tilstrækkelig pikant af udseende til at billedet ligesom brændte sig fast i hukommelsen.
Hun havde skinnende lyst, glat ,velkæmmet hår der ville have givet hende tilnavnet silkehårsprægtig
om hun havde levet i vikingetiden. Det smalle ansigt med de høje kindben bar grå, lidt drømmende ,
øjne, under tunge øjenlåg, og da munden var lille og læberne smalle og den ligeledes smalle næseryg
var beredet af et par runde brilleer så virkede hun umiddelbart ældre og modnere end sin alder----atten
danske somre. Hun var , som sagt, ikke billedskøn men dog ganske køn. Nederst i højre hjørne stod
med ungpigeskrift: Mig .

Læs hele historien her

Tanker ved nytårstide

2010-12-30T12:26:00.005+01:00

"Du puslingeland, som hygger dig i smug, mens verden brænder om din vugge",sådan beskrev digteren Holger Drachmann sit fædreland for snart længe siden.
Vi der bor i miniputlandsbyen, Risgårde kunne måske passe på den store digters beskrivelse. Har vi ikke også på fornemmelsen at bag vore kæmpehøje lurer farerne og det onde i form af slyngler, tyveknægte og kleptokrater. Fra fjordsiden har vi intet at frygte, eller rettere sagt, sådan var det, indtil den globale opvarmning slog til og gjorde os isfaste med Salling, Fur og Livø, så at vor nordvestlige flanke i øjeblikket ligger åben og sårbar for invasion af skalke og skurke , som ikke har den fjerneste forståelse for vor lille samfunds-og naturbiotop. Tænkes mon på dem, der tømmer affald ved strandkanterne eller render med vore værdigenstande?. Joh-såmænd, men virkeligheden er dog heldigvis, at den slags hændelser er uhyre sjældne hernede.
Hvad er det da, der gør Risgårde så attraktiv at bo i? Er det vores lidenhed, der giver os mulighed for at leve som individualister uden for megen indblanding og pådutning af overfladisk mainstreamkultur og forbrugsfremmende hjernevask?
Risgårde er et delvist uorganiseret samfund, som indtil for ganske nylig ikke engang havde en borgerforening.
Vort overhovede er en oldermand, som overhovedet ikke blander sig i interne anliggender, men som dog ved sin blotte tilstedeværelse får processerne til at forløbe hurtigere ligesom en katalysator, der vitaliserer en given kemisk proces. Spørger man en af de yngre Risgårdeborgere om, hvem de skylder deres lykkelige barndom, ville de sandsynligvis alle som en med stor mund udbryde: Oldermanden hurra.
Er der iøvrigt noget der hedder Risgårdekuller?
Kan isolation føre til sygelig selvoverrvurdering?
Kunne en mulig årsag være, at den tørre arktiske luft, højtrykket over Azorene og lavtrykket over Island spiller forstyrrende ind på vor ojektivitet og virkelighedsopfattelse og har lagt vor sunde forstand og dømmekraft i dybfryseren?
Er spørgsmålene i sig selv ikke bevis nok for, at dette selvfølgelig ikke er tilfældet.
Nytåret er lige om hjørnet, og snart banker det på døren. Er det et skalkagtigt nytår, der vil os ondt?
Lad os overvinde os selv, vise det tillid og byde det velkomment, naturligvis under forudsætning af, at det skikker sig vel.
Godt nytår- til Risgårde og nærmeste omegn.

Historien om Jesu fødsel i digital udgave.

2010-12-22T19:21:00.002+01:00

Webgalleri i Risgårde

2010-12-10T10:44:00.002+01:00

- Julemåneden er fyldt med overraskelser. Et nyt webgalleri hjemmehørende i Risgårde har set dagens lys, uden at Oldermanden eller hans ellers kvikke avis har opdaget det. Kun et tip fra en whistleblower, lad os kalde hende "Deep Throat",

bragte denne fremragende nyhed til vor kundskab. Nedenstående billede stammer fra den nye hjemmeside, som fra nu af findes som et permanent link på Oldermandens Avis´s hjemmeside.

Santa Usselvisk gået amok!

2010-12-01T20:57:00.002+01:00

Længe har man vidst, at Risgårde er et godt sted at bo, men nu her i julemåneden bliver det endnu bedre.

En fremtrædende Risgårdeborger, lad os kalde ham "Santa Usselvisk", har besluttet at donere gratis juletræer og pyntegrønt til alle, som bor i Risgårdestaten.
Denne ædle og uselviske handling bliver mødt med stor sympati her på Oldermandens redaktion.
Vi har derfor stillet vor mailadresse til rådighed for alle Risgårdeborgere, der kunne tænke sig at få et gratis selvhentertræ. Ved tilmeldelsen følger en returmail med oplysning om de nærmere regler for fældningen. Fra en whistleblower- ganske vist ikke WikiLeaks- har vi hørt, at det nok vil være klogt at have en skarp sav eller økse parat.
Hvor er det dejligt at bo i Risgårde.
P.S.(3.dec) Allerede nu er der 3 familier, der har benyttet sig af muligheden for et gratis juletræ.

Oldermandens avis er blevet kattesponsor

2010-11-27T00:09:00.000+01:00

Katten hedder Lilly efter dens tidligere ejer

Navnet kan måske nok være lidt misvisende, da der er tale om en hankat.

Udstyret med sine supersanser er

denne naturens muntre søn også en sand dræbermaskine, der holder skovmusene fra døren.

Her i den kolde vinter æder den to gange om dagen- skiftevis kød og fisk.

Den virker sorgløs og ubekymret, men hvem aner hvad katte

tænker.

Lille kat

lille kat

lille kat på vejen.

Hvis er du?

Jeg er squ min egen

Piet Hein

For dum til Risgårde

2010-11-19T11:28:00.004+01:00

Medens den politiske debat raser i vort lille land og fjernsynet er blevet til en slagmark for rødt og blåt hold, så er situationen ganske anderledes i det fredelige Risgårde, hvor oldermanden roligt og besindigt styrer butikken, visualiserer sig forskellige steder i landsbyen og hilser og nikker venligt på sine bysbørn. Men fortjener de da denne oldermandsservice- disse Risgårdefolk. Yder de noget til gengæld. Lad os starte med at evaluere Oldermandens Avis, som ikke har ladet høre fra sig i månedsvis og tilsyneladende er gået over til at skrive med usynligt blæk.Tilbageskridt.
Og sportsdirektøren- som står for vor daglige fysiske træning, - forsvundet - efter sigende rejst langt bort - ud til mayaerne for at lære boldspilkunsten fra grunden af .Fremskridt\tilbageskridt- vælg selv.
Og hvor er vi almindelige dødelige borgere blevet af, som her på "sitet" kunne kommentere og lægge stemme til stort og småt, gøre Oldermandens Avis til en livlig stævne for meningsudvekslinger - et torv for udveksling af praktiske oplysninger, f.eks orientering om, hvornår Pias landænder måtte være fede nok til slagtning. Men ak nej- vi er stort set alle faldet i søvn. Er vi da blevet for dumme til Risgårde?
"Nedgangen i åndelig kultur måles på, i hvilket omfang alt synes ligegyldigt".(fhv. socialminister K K Steincke) Bruger vi denne målestok, er vi(mein herzlichen glückwünch) alle i Risgårde velegnede og kvalificerede til at være medlem af Risgårdestaten med Oldermanden(peace and honour be upon him), som vort naturlige overhovede. Vi udmærker os ved at være glade for vor by, som er en del af vor fælles idenditet, og intet, der handler om Risgårde, er os ligegyldigt.
Jamen er alt da på sin rette plads- har vi slet ikke noget at være kede af?
Kan det virkelig passe.?
Denne hersens manipulerende "oldermandsavis" må squ som sædvanelig være fyldt med løgn - eller hva?????.

Søren Yssing causerer over stolen og får associationer, der nok kan få mange af os op af stolen.

2010-09-24T15:26:00.002+02:00

Rejsen til Altanien.

Vor udsendte rapporterer fra en vellykket ferie i Den Hjemlige Hygges land-
--Med en kort afstikker til en næsten ukendt ø i Oslofjorden.

Rejsen til gyngestolen er lang og slidsom. Ethvert hjem ejer et højtelsket møbel , et hjemmets naturlige midtpunkt, hvad enten det er køkkenbordet, skrivebordspladen, fjernsynet,. ottomanen, eller som hos undertegnede , gyngestolen. Som ung og fattig købte jeg mig en bedaget udgave af Wegners klassisksberømte gyngestol til udsalgspris og jeg har den endnu og kunne aldrig drømme om at skille mig af med den.

Den er rar at sidde i. Eller rettere: den er aldeles pragtfuld at sidde i. Eller når sandheden nu skal frem: den er så overjordisk dejlig at hvile sit legeme i det nærmer sig den rene ars sidense

Hele stolens struktur er en stor kærlig omfavnelse når man sætter sig. Man bliver et med stolen i en grad som havde man med et fingerknips bortviftet tyngdeloven. Fnuglet som på en sky hengiver man sig til afslapningens lyksalighedstilstand medens det duver let i gængerne som flød de på et blå hav i behersket søgang.
Udenfor vinduerne, hinsides altanien, brænder en enorm orangefarvet sol langsomt ud medens himlen tangerer i blåt og grønt og slutteligent bliver til en af de hvide nordiske nætter der gør et sommerligt hjemmeliv så minderigt—Udenfor hvisker det i løvet at tiden går og du selv går med---Sommernattens hemmelighedsfulde løvhvislen er den mest hjemlige og den mest hjemløse af alle lyde. Den er evig og tidløs og stedløs og hvileløs, og kommer alle steder fra--- og kommer aldrig fra samme sted ret længe ad gangen
Åh ja! Efter et års lange række af slidsomme dage er man nået frem til målet. Man låser sig ind i sit apartement med forventningsfulde forhåbninger, der nærmer sig det let uvirkelige. Man linder andagtsfuldt på døren og kikker ind i den stue der er så velkendt og alligevel ikke helt ligner sig selv.
Og der står den! Med sit harpelignende tremmeryglæn i lyst knastfrit bøgetræ der lyser magisk i den gyldne sols stråler. Med armlænets elegante svung og gængernes sabellignende strukturer mod det blanke parketgulv. Wegner vidste nok hvad han gjorde da han skænkede denne guds gave til menneskeheden. Og nu står den der og er til disposition i noget der, med lidt god vilje, ligner en hel måned---
Dog bliver man ikke siddende i den samme stol en hel måned ud---Der er rigeligt med stole i denne verden og man kan med fordel skifte lidt imellem dem. Bl.a inviterede venlige mennesker mig til at prøve en ny, i anledning af en rund fødselsdag ,og afprøvningen var henlagt til Restaurant ” Trekosten” i Nivå Havn. En af disse restauranter anlagt yderst på havnemolen så man har indtryk af at sidde med det ene stoleben på tørt land og det andet i Øresund. Udsigten fra ” Trekosten” er afgjort appetitlig og fremviser blånende bølger med hvide sejl, grønne bølgende kystlinier, foruden Veen og Kronborg i det fjerne. Deres udsendte smagte på fiskeretterne, konverserede, og lod hvidvinen risle i glasset ved ungdommelige, venlige tjeneres hjælp, og havde afgjort fornemmelsen af at leve noget der om ikke andet pegede i retning af det gode liv.
Han gled også en tur til Norge, så langt som Oslofjorden siddende på ikke alt for bekvemme skarlagensrøde hynder. Det annoncerede snaptåg gennem Sverige ,med smarte, flysæder med stilbart ryglæn, havde fået tekniske problemer og var aflyst---Et par steder måtte deres udsendte op i lodret stilling for at stige om til en bus men det flaskede sig –Fysikken er ikke helt gået fløjtem.
I Norge sad Deres udsendte i mange stole. I bekvemme lænestole ude hos min gamle moster i Kolsås. På hårde træstole til en foyerkoncert i Oslos nybyggede opera der er bygget i hvid marmor og giver mindelser om en isblok. Efter koncerten sad jeg på en noget vakkelvorn cafestol og smagte på Skandinaviens , om ikke Europas, dyreste kop kaffe---Hundrede norske kroner sneg regningen sig op på for to kopper meget ordinær kaffe og et diminutivt stykke kage, og det kan jo nok får en turist op ad stolen—Men ferie er ferie og det er jo tilladt at spørge til prisen før man sætter sig. Vi sejlede os en tur ud til Oscarsborg i Oslofjorden og fik lidt historiens vingesus. Fra dengang folk i verden havde andet at tænke på end at sidde behageligt.

Millioner af turister er, siddende, stående eller liggende, sejlet gennem det smalle Drøbaksund, ved indsejlingen til Oslo, og har stået ved rælingen og kikket ned på kanonerne på den meget lille ø Kaholm, så tæt på man kan næsten kan røre både klipper og kanoner, og måske uden at tænke nærmere—Oscarsborg er unægtelig et spændende sted at besøge med dunkle kasematter, svære fæstningsmure, gamle kanonstillinger der stadig bærer skyts af afgjort respektindgydende format. Nogen påstår de ved lidt oppudsning kan skyde endnu hvis tiderne skulle udvikle sig i så ugunstigt retning---Græs og farverige blomster vifter i vinden og det hvisker i løvet fra træernes toppe også her, medens vinden riller det blå vand ude i Drøbaksundet. Indenfor i kasematterne kan man skue en udstilling om den længste dag i fæstningens historie. Denne mørke, tågede aprilmorgen da Hitlers og General Falkenhorsts repræsentanter holdt deres indtog i Oslofjorden og regnede med at lægge til kaj i Oslo for efterfølgende at marchere op til Stortinget med musik i spidsen og modtage Kongeriget Norges højtidelige overgivelse. Adolfs første hold udsendinge nåede aldrig længere end Drøbaksundet. De ligger der endnu på halvfems meter vand inde i vraget af den krydser der heller ikke nåede længere. Historien om den uheldige tyske krydser Blucher er vel så velkendt at den ikke behøver at gentages, men deres udsendte kan jo ikke dy sig for at være belærende---Det kunne jo være der er eller andet sted sidder en der trænger til at få rystet lidt op i sin historieundervisnings halvstøvede kartoteksskuffe. På museet i kasematterne kan man se en model af Blücher skænket af en tysk mariner der overlevede sænkningen (!). Fotografier af det brændende Bluchers vej mod undergangen. Inde på Aker Brygge i Oslo er et af Bluchers opfiskede ankre stillet op til beskuelse. Indtil for få år siden steg der med mellemrum oliepletter op fra dybet og lagde sig som en historisk oliefilm på vandoverfladen ud for fæstningen.
I den niende aprilmorgenens halvmørke og tågede mystik prøvede den tyske krydser, med 1600 mand ombord, at smutte forbi kanonstillingerne, åbenbart ud fra en forestilling om at de norske artillerister var enten for søvnige, for fummelfingrede, eller for defaitistisk ubeslutsomme til at fyre deres håbløst forældede skyts af. Skibet var mørklagt og uden flag og nationalitetsmærker, og de norske artillerister havde kun vage anelser om hvem de egentlig skød på. De havde bare deres ordrer.

Oslofjorden var lukket land for fremmede krigsskibe. Tyske, engelske, eller noget helt tredje. Ingen fremmede krigsskibe sejlede forbi fæstningen uden påtale. Det blev i øvrigt nordmændene en dyr påtale. I de følgende 5 år satte fire stormagters militærstøvler deres aftryk i Norge , men det er jo så en anden historie----

Og nu sidder man altså her som turist med sandwhich og kaffekop( dyre sager) og får altså dertil serveret en gang ” her skete det”. ” Her skete det” er blevet en salgs historisk avec til cafekaffen. Også historien kan omgøres til en vare der skal sælges. En ældre misantrop har engang udtalt at den første generation udkæmper krigen, den næste holder deres krigeriske bedrifter højt i ære og erindring, tredje generation tjener penge på bedrifterne. Man kan læse følgende i en lille brocure.

Her er mye at opleve for natur, kultur og historieinteresserte.
Museer kan besøkes og guiding tilbys. Oscarsborg er et velkjent
Sted for kurs og konferanser som også inkluderer SPA-tilbud----

Deres udsendte drog hjem igen og overnattede bla i Hirtshals undervejs. Ikke noget usædvanligt i at overnatte i Hirtshals men Hotel Hirtshals, Kro Og Hotel fortjener nok et par ord med på vejen. Receptionen var henlagt til slyngelstuen. Værten og værtinden og en firefem andre sad ved stambordet og havde i den grad sammensvoret sig med ølguden de knap kunne fiksere de pengesedler deres udsendte holdt op for øjnene af dem. Lugten på hotellet var afgjort ikke efter sundhedsstyrelsens anvisninger for man kunne ligefrem smage både ølsjatter, cigaretos og mug og sure tæer iblandet en underlig kemikalisk odør som var der nyligt blevet sprøjtet mod kakerlakker og væggelus. Det var næsten en lige så historisk oplevelse som Oscarsborg for der er næppe mange hoteller af den slags tilbage. Efter lidt familiære visitter drog Deres Udsendte videre i retning af gyngestolen der ventede tålmodigt i sommeraftenen. Undervejs i intercitytoget magelige sæde medbragte han bla ” Socialistisk Litteratur i udvalg” i et lidt bleget rødt omslag, Den indeholdt bla” Det Kommunistiske Manifest” som han med et havde fået en ubetvingelig lyst til at læse. En elegant klædt dame sendte ham et forarget blik henover sit modemagasin og røbede altså at hun trods alt havde visse forestillinger om indholdet af det han læste, der i sædet overfor.
Gamle Marx og Engels virker på en gang uendeligt fjerne og uhyggeligt nærværende.
Hvor i alverden er KAMPEN blevet af min gode mand.! Sidder han virkelig her og indbilder sig at han befinder sig i den bedste af alle verdener og at den kun kan blive bedre?---Indbilder manden sig virkelig at udbytning, merværdi, profit og evindelige produktionskriser kun har historisk interesse? Han ved jo godt de eksisterer i bedste velgående. På fabrikker i Kina hvor arbejdsforholdene mest minder om skildringer af Dickens . På enorme giftsprøjtede plantager i Afrika og Sydamerika. I Congos jungler hvor en skøn blanding af krigsherrer og internationale firmaer har skabt moderne slavesamfund, der ikke giver Romerriget noget efter i brutalitet. Fulgte man computerens, bananens, eller mobiltelefonens vej tilbage til udgangspunktets mineraler ville man formodentlig blive så forfærdet over hvad man så man for evigt ville forsage både computere, mobiltelefoner og bananer. Vi har skubbet kapitalismens djævelskab bort fra os og bilder os ind at varerne på de bugnende supermarkedshylder fremstiller sig selv ud af den blå luft—Måske lidt finanskrise kan gøre en og anden lidt klogere. Det kan kun fremtiden vide---
Men foreløbig går det jo meget godt.
Deres udsendte tullede sin ferie væk i det nordsjællandske sommerland der jo er så smukt man kan tude. Hvis ellers de der rumænske tiggere der skæmmer gågaden i Hillerød kunne holde sig i skindet. De sidder der, fuldt synlige, og demonstrerer deres himmelråbende umusikalitet på forstemte harmonikaer, så man ligefrem får ondt i ho`det af det. Stjæler med arme og ben gør de også, hvis man ellers skal tro lokalavisen. De skulle bortvises eller sendes ud på en øde ø hele banden ---Man er lige ved at bladre yderligere frem i ” Socialistisk Litteratur i Udvalg” fra nittenhundredeogfireogtredivie Der kan man nemlig læse videre om hvad ” Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti” anno 1920 havde tænkt sig at gøre ved den slags.

Hvornår barsler sportsdirektørens undersøgelseskommission?

2010-09-24T15:12:00.000+02:00

Mens Risgårdes borgere fastholdes i et jerngreb af åndeløs spænding og venter på den af vor afholdte sportsdirektørs nedsatte undersøgelskommissions afgørelse vedrørende vort petanqueholds skandaløse nederlag i Strandby forleden, vil vi i ventetiden bringe lidt højlitterært læsestof fra bladets medarbejder i Nordsjælland, Søren Yssing, der bl.a. gør sig nogle jordnære iagttagelser omkring et møbel, som vi tilbringer en stor del af vor vågne tid i. Med andre ord drejer det sig om stolen i alle dens mange udgaver. Vi får da også i høj grad brug for ventestole her lokalt, ikke mindst fordi vor sportsdirektør erklærer, at hver eneste sten vil blive vendt i skandalesagen. Når man tænker på, at hele direktørens gårdsplads er dækket med perlegrus, ja så kan vi jo alle let indse, at vi må væbne os med den allerstørste tålmodighed og bede til, at kommissionen kommer til et resultat i vor levetid.
Sportsdirektørens evige anklage "At han er blevet dolket i ryggen" lyder efterhånden lidt hul. Der er faktisk folk(godt nok kun fra Østbyen), der drager hans egen kompetence i tvivl, men her på bladet vil vi afholde os fra at mene noget som helst, før kommisionen barsler med en afgørelse.

2010-08-31T00:44:00.000+02:00

Igen har vi her på redaktionen haft et uhyggeligt klarsyn, der giver grundlag for uddybning af de nedenfor skitserede 4 teser, som kan forklare, hvad der forleden gik galt, og fik Risgårdes petanquehold til at gå amok og kaste sig ud i selvdestruktion. Analysen, der er uhyre følelsesbetonet, konkluderer:

Efter at petangueholdet chef- og krisepsykolog har analyseret gårsdagens skandalekamp i Strandby, kan vi nu sammenfatte forløbet til 4 ubestridelige, men paradoksale kendsgerninger.
1)
. Sportsdirektøren hævder, at hans hold brød sammen, da krisepsykologen forlod stadion, og at krisepsykologen dermed var hovedansvarlig for det skamfulde nederlag. Denne frække påstand opretholdes, på trods af, at netop denne nøgleperson utrætteligt stimulerede og opmuntrede Risgårdeholdet med selvværdsterapi, hvilket da også bragte holdet frem til en så bekvem føring, at nederlag burde være umulig- selv for et navlestrengsafhængigt og umodent hold med lille kamperfaring.
2)
Oldermanden hævder, at det der slog holdet ud, var krænkelsen af en af de syv dødssynder, nemlig deres umådeholdende fråds i mad og spiritus, som han postulerer var det, der gjorde holdet ukampdygtigt.
Denne udlægning er svær at afvise, når man har et blot overfladisk kendskab til skandaleholdet, og mistanken bestyrkes af, at vor førstemand opererede "undercover", så at holdet ikke kunne filme og hykle mådehold og ansvarlighed . Ingen ved sit fulde fem tør betvivle styrken i dette belastende vidnesbyrd, som jo i realiteten er af en så rystende og alvorlig karakter, at den tilbage i historien- og iøvrigt ganske fortjent- ville have ekspederet dem delukt til de stinkende svovlpøle i underverdenen.
3)
Hvis vi derimod anlægger en mere videnskabelig analyse, så burde holdet jo slet ikke være til, af den simple grund at jorden iflg. Darwin kun er forbeholdt de bedst egnede(survival of the fittest). - Men den sande tragedie er jo , at Risgårdeholdet lever i bedste velgående. Vi må således konkludere, at både de bedst egnede og de dårligst egnede overlever- i hvert fald her i Risgårde. Men måske findes der en fornuftig forklaring, idet vi jo ikke er i konkurrence med andre arter, men i konkurrence med individeer af samme art.Løven vinder ikke over antilopen - for så dør den selv af sult! Men Antilopen med hård hud omkring struben overlever dens artsfæller, så fremtidens antiloper bliver "læderhalse".
Her har vi sikkert en mulig forklaring på det Risgårdske paradoks: Vort petanquehold består simpelthen af lædernakker, der er umulige at hugge eller stikke i.
Hvis man føler efter, skal det nok vise sig, at holdet er temmelig sejg- og tykhudet, og at det netop er denne omstændighed, der har holdt dem i live ud over al rimelighed. Vor oldermand, der har en fortid som kirurg, vil vil sikkert kunne bekræfte , at der også blandt mennesker findes tykhuder, som næsten er hug- og skærefaste.
En af mange teorier om dinosauernes forsvinden lyder:
Uddød-
for meget panser- for lidt hjerne: Andre angiver meteorsværme som mulig årsag..

De eneste meteorsværme vi oplever her, er sportsdirektørens sværme af urigtige og ærekrænkende anklager, der helt uden fokus flyver i alle retninger. Det føles som et ubehageligt pust fra en rådden slamkiste.
4)
Psykologer med indgående kendskab til den menneskelige natur vil sikkert kunne bekræfte, at personer, der efter at have nået et afgørende højdepunkt mentalt eller fysisk, sætte alt over styr og nærmest i en art selvdestruktionens lystfølelse kaster sig ud i et livsfarligt dødsspring fra tinderne.
Måske er der her, at tampen virkelig brænder.
Et udsagn er vi dog enig med med vor sportsdirektør i:
Usle forrædere: I vil aldrig mere få et roligt øjeblik.

Oldermand kalder sportsdirektør til orden

2010-08-30T18:03:00.000+02:00

Det må jeg nok sige-sportsdirektøren er vågnet op-havde han haft samme mentale tærskel i gårsdagens tævlinger havde tingene måske set anderledes ud.
Men man kan ikke komme uden om visse facts-efter frokosten led det risgårianske hold 2 klare nederlag.
Sportsdirektøren forsøger at undslippe og bortforklare, men skarpe hjerner i Risgårde har gennemskuet hans fægterier-det minder for meget om fodboldspillernes evindelige klager over bolden, banen eller dommeren i tilfælde af nederlag.
Se facts i øjnene og lad så holdet og de udskældte komme videre.

/Poul(uden hat).

Sportsdirektor varsler "Jihaad" mod forræddere og antyder råddenskab inden for egne rækker

2010-08-30T09:56:00.000+02:00

Hr redaktør

Der var almindelighed enighed om, at holdet fra Risgårde suverænt var turneringens stærkeste hold. Det fremgik også tydeligt af samtlige formiddagens kampe, der udviklede sig til en flodbølge af blod, hvor vort hold og dets besætning sejlede uhindret og aldeles upåvirket igennem. Intet kunne tilsyneladende stoppe de uforfærdede kæmper.

Men så kom skandalen, forgiftningen og disse nedrige løgne og trusler. Hvordan kunne det gå til, at det stærkeste mandskab i Risgårdes historie kunne blive forgiftet så skammeligt? Og hvordan kunne det gå til at en undersøgelse, der kunne have kastet lys over, hvorledes denne ugerning var blevet planlagt og udført af sammensvorne kræfter, blev forpurret og afløst af de groveste påstande om doping og trusler om dopingkontrol og evig bortvisning?

Desværre stod vort tapre mandskab alene overfor disse helt igennem falske påstande og fejge trusler. Jeg kan forsikre at doping kan totalt udelukkes (ihvertfald når det angår spillerne fra Vestbyen). I denne forfærdelige stund, hvor vor egen kamppsykolog og vor egen medicinmand forrådte os, er det forståeligt at vores mandskab var fortabt.

Jeg sværger ved alle petanquesportens guder, at denne sag endnu ikke er afsluttet, og at alt vil blive undersøgt til mindste detalje. Usle forrædere: I vil aldrig mere få et roligt øjeblik.

Sportsdirektøren

Risgaarde Borgerforening: Oldermand afslører foruroligende nyt:- Risgårdehol...

2010-08-30T01:03:00.000+02:00

Risgaarde Borgerforening: Oldermand afslører foruroligende nyt:- Risgårdehol...: "Ja-selv de forenede kræfter herfra Risgårde var ikke nok til at 'gå' hele vejen. Undertegnede var efter frokosten oppe til stævnet, men ..."

Oldermand afslører foruroligende nyt:- Risgårdehold sejrsberuset!

2010-08-29T17:36:00.000+02:00

Ja-selv de forenede kræfter herfra Risgårde var ikke nok til at "gå"
hele vejen. Undertegnede var efter frokosten oppe til stævnet, men
måtte skjule mine tilhørsforhold bag en stor hat-Risgårde havde spist
og drukket for meget til frokost og løb ind i 2 nederlag-den sidste
kamp er endnu ikke afgjort. Den er iøvrigt mod Ejvind og Rigmor' hold.
Jeg har truet Ejvind på det kraftigste med alskens ulykker, hvis han
ikke medvirkede til vores sejr-han virkede imidlertid kold overfor
denne manipulation og det er nok bedst at forblive på det olympiske
niveau, hvor der ikke benyttes snyd eller anden form for doping.
Selvfølgelig skal vi sige holdet tak for en god og solid indsats og
håbe på et resultat næste år, der præges af intensiv træning og
spillehumør. Skulle resultatet blive en topplacering, ja, så må vi
have laurbærkransene frem-flagene skal vaje og en spontan festlighed
vil løbe af stablen.

/Poul med hatten.=

Petanquemassakre på Strandby Stadium.

2010-08-29T13:23:00.000+02:00

- Aldrig i mands minde har man set noget lignende.
Det topmotiverede og forenede hold fra Risgårde(østbyen og vestbyen- venner for en dag) forøvede en sand massakre mod de tre første hold de mødte(Farsø1-Farsø6 og hold 1 fra Ældresagen) og trak således et frygtindgydende blodspor efter sig, der fik vore modstandere til at gyse. Risgårde var repræsenteret ved vor sportsdirektør,Peter Brinck og Jens også kaldet "Bombejens" p.g.a. hans særlige kasteteknik , Erling Worm (også kaldet "manden med de sorte kugler") samt Risgårdes propaganda-og krisepsykolog. Det var med en næsten uhyggelig præcission, at vor determinerede Risgårdehold udslettede sine modstandere én efter én. Som uvildig iagttager må man konstatere, at Risgårde var suveræn, hvad angår kampkraft, men Ældresagen scorede flest point, hvad angår sympatisk udstråling og bløde værdier. De skal derfor fra redaktionen gives afbigt for al negativ omtale af dette hold. Her var ingenlunde tale om flagrende, luftige gespenster, men om et dybt sympatisk hold, som vi kom til at sætte stor pris på. Omstændigheden, at de lod os vinde med maximumpoint, spiller ingen rolle i denne bedømmelse.
I skrivende stund, hvor Risgårde har afsluttet halvdelen af sine kampe, har vi maximum point. Sejstrofæet er for første gang i vor sportshistorie inden for rækkevidde. Men selv for en hærdet journalist, har det været "stærk tobak" på så nært hold at overvære denne nedslagtning- Hvem sagde "Slagtebænk Risgårde"??
Det har været nødvendigt med en "break" eller orlov midt i disse bloddryppende slag. Vender vort hold hjem med trofæet og til en flagsmykket by?- vil der i lange tider fremover herske fortjent respekt og hæder omkring vor sportdirektør, der har ført sit uovervindelige hold frem til elitære højder af landsbyklasse.
Til sidst skal vi udtrykke vor allerstørste respekt for vore modstandere, der kæmpede modigt og bravt----- omend forgæves.

Dagen før årets skæbnekamp

2010-08-28T01:28:00.000+02:00

Risgårde står nu atter parate og kampberedte til årets petanquestævne i Strandby, hvor vi for alvor skal vise omverdenen, hvad vi dur til her i byen. Holdet er i topform og på vor ugentlige øveaften, blev vore to hold, øst og vestholdet- enige om at glemme alt gammelt nag og fjendskab og beredvilligt samarbejde mod vore fælles fjender. Vi skal spille mod to stærke hold fra Farsø og mod et hold gespenster fra ældresagen. Måske kan det sidst nævnte hold vise sig at være mere sejgt, end man skulle tro, når man blot fokuserer på navnet. Måske er gennemsnitsalderen på holdet mellem 60 og 70 år. I så fald vil holdet fra Risgårde være mere bedaget og gråhåret. Men kampgejsten er himmelhøj hernede, og vi er alle frejdige i hu og forventer store strålende sejre på kamppladserne. Ånden fra 1864 er vakt, og vi vil kæmpe til sidste petanquekugle.
Det forlyder, at vore kommende modstandere har medbragte gulvklude, hvormed de vasker deres kugler, ja I læste rigtigt- det er dog ikke dem mellem benene--- så ville denne besynderlige mani have været lettere at begribe. Nåh- hver egn sine skikke...og originalitet kan jo også være en dyd.
Øst- og vestbyen er således nu topmotiverede og parate til at trække på samme hammel- og glemt er forrige års forrædderi, hvor Østholdet(Oldermanden tilgive dem) af uransagelige grunde bogstaveligt talt spillede dobbeltspil og nærmest symbolsk dolkede vort fælles hold i ryggen bagfra, så sejren gik os af hænde. Men nej og atter nej, denne pinlige episode, skal der ikke snakkes mere om, for nu gælder det om at kridte skoene og stå fast og venligt men bestemt belære vore naboer om, at det ikke betaler sig at udfordre folk fra Risgårde, for vi er svære at bide skeer med og altid beredte til kamp, og vi hellere falder end viger bare en tomme på ærens glorværdige mark.
Det forventes, at vor oldermand vil være synligt til stede ved kampene- dels for at kaste glans over stævnet og dels for at opmuntre vore spillere.
Kampsignalet lyder søndag morgem kl.9 på Strandby stadion.

Tintin på månen- Larsen ved bræen

2010-08-13T09:55:00.000+02:00

Tænk sig! Nu har jeg i en uge boet ved den nordlige halvkugles mest produktive bræ, Sermeq Kujalleq, der spytter 20 tons is ud dagligt. Vi har turnus derude, da det godt kan betale sig at have en guide fastboende frem for at betale helikopter hver dag. Jeg boede i et lille telt og kogte min mad på et trangia sæt, oh happy day!

Nu skulle man tro at det kunne blive frygteligt ensomt på de kanter, men jeg havde jævnligt besøg af to sortfjer. Jeg vil ikke gå så vidt som til at indbilde mig at de ligefrem holdt af mig, de var vel nærmest en slags mafiosi der samarbejdede om at fuppe den naive toben.

De havde fundet ud af at lade den ene holde vagt mens den anden listede sig sidelæns ind på teltet, nøjagtigt som vi ser det omkring de italienske jernbanegårde.

Men ravne var ikke mit eneste selskab.

På den lange vandretur ud til vandfaldet kunne jeg følge rensdyrenes spor, vandfaldet med regnbuen af vanddamp. I solskinnet lyste der små grønne tuer, sandet i solen lignede guld, og langt væk øjnedes en bakkekam, der så gammel og tudseagtig ud og sang ældgamle melodier med sin brungrønne bevoksning.

På vejen tilbage var der pludselig to små sneharer som havde gemt sig bag en sten. Jeg forsøgte selvfølgelig at synge "harens sang" som vi plejer at synge til trommedans, for at se om der nu var noget om snakken, og den lille gnaver honorerede min sang ved at stå stille og lytte, og den drejede langsom ørerne over i min retning. Der var en høj blå himmel og øjeblikket syntes at vare i evigheder.

Jeg badede i en sø med vandplanter og tørrede i solen.

Men ude ved selve bræen var der temmeligt ørkenagtigt, jeg kom hele tiden til at tænke på "Tintin på månen" på min vandring over mars-sletten, hvor jeg ikke holdt mig tilbage for en lille rask diskussion med med mig selv (nej jeg er ikke blevet sær!) om hvorvidt et menneske er en miniudgave af samfundet, status og roller det hele, eller om man i sin ensomste stund virkelig er i stand til at tænke individuelle tanker.

Jeg fik ingen overraskende svar, måske manglede jeg alligevel dem derude i samfundet.

Nu er jeg tilbage i den larmende storby Ilulissat, de snakker meget, de andre mennesker...

PS: Idag var endnu en krydstogtdag, nej hvor vi sejler op ad åen, francesi, italiani, mit allen die turisten -et voila!

--
Aviaaja Larsen

2010-07-31T18:25:00.000+02:00

Fra den gyldne tid, hvor Vestbyen havde overtaget(the upper hand) på petanquebanen*.

http://risgaarde-borgerforening.blogspot.com/2010/07/fra-den-gyldne-tid-hvor-vestbyen-havde.html

Jeg er sikker på at der er tale om grov billedmanipulation-I er sikkert de eneste, der kom den aften.

En neutral iagttager/PG.

Et kig i Ilulissat-kalejdoskopet

2010-07-31T13:11:00.000+02:00

Der sidder en hund på vej op til mit hjem, der har et øje der er lidt mørkere end det andet. Den står altid og logrer lidt, som om den lige har fået øje på noget spændende. Det minder mig om den gamle sømand, Vilhelm, en mand oppe i alderen som arbejder morgen og aften. Da jeg kom ind i kahytten for at give en besked, lå han og sov på den grønne plastic gulvmåtte og syntes han ville rejse sig op for at være høflig når jeg nu kom ind. Jeg prøver at sige noget på grønlandsk og han smiler altid dette solstråleagtige smil der stadig er meget legesyge i. Når jeg sidder sammen med de grønlandske sømand i styrekabinen føler jeg mig altid hjemme.

Men det er nu også sjovt at være sammen med turisterne nogen gange.

Og byen skifter fra at være japansk til engelsk til fransk, alt efter hvilken konstellation man lige bliver smidt ind i.

Jeg morede mig kosteligt sammen med de gamle japanere, som jeg havde fået til opgave at tage med på en tur ud til den gamle boplads ved sermermiut. Det var første gang jeg skulle gå denne rute, og jeg var meget opsat på at gøre det hele som der stod i tjeklisten, men før jeg havde set mig om var Hr. Yukara lynhurtigt på vej ud af den tømrede sti, mens han og konen pludrede på japansk. De havde sådan en vinterbyøster agtig måde at bevæge deres tørre høflige hænder på, og altid et stort takemmeligt smil når de takkede mig for en eller anden oplysning på engelsk som de øjensynligt ikke forstod. På hele turen tror jeg at jeg fik forklaret at der fandtes noget der hed arktisk pil og at der var nogen fugle med hvide hoveder der sang en sang "sinnar-tuu- tipi-tuu- tipi-tuu", resten svævede vist bort som et snefnug midt i byen på en klar efterårsdag.

De ville gerne gå en anden vej hjem, og jo det kunne vi sagtens klare, bortset fra at jeg ikke rigtigt vidste hvad vej vi nøjagtigt skulle gå, men jeg antydede naturlivis at jeg kendte egnen som min egen bukselomme, tro nu ikke at vi var ude på lange livsfarlige ryter, men jeg skulle dog lede de høflige gamle vinterbyøster hænder ned ad mange sten, og de måtte da også hoppe lidt for ikke at få våde fødder på et tidspunkt, og da jeg ville sige tak, arigato, kom jeg til at sige kunishiwa, goddag i stedet for, men det tog de sig ikke så nært, smilede igen høfligt, tak tak.

Så var der den dag hvor jeg drak kaffe med englænderne på isfjelds-cruise og vi sad oppe på dækket og snakkede om Winston Churchill og scull-doggars og så var der franskmændene som jeg var sammen med i en hel uge, da jeg var den eneste af guiderne der talte fransk. De havde selv en guide med der var yderst tjekket, er du sindssyg hvor jeg lærte meget om professionalisme i den uge. Man kan da ikke gøre comme ca, man jo jo da betænke at il faut faire avec professinalisme, ces't ton responsabilité.

Det var credit agricole, og direktøren for citroen var med, men jeg fandt dog aldrig ud af hvem der var hvem.

De fik charme for alle pengene, trommedans og alverdens lektioner i arktisk livsførsel, og de var helt vilde med det. Vi nåede at få et hjerteligt forhold til hinanden. De havde selv en glaciolog med, som fortalte mig en masse om denne interessante videnskab, den første atomprøvesprængning var den første tydelige datomærkning på indlandsisen, radioaktive isotoper viste sig for første gang, og siden har man kunne tælle årene nøjagtigt.

Der er GM i fodbold i disse dage, og når man går hjem fra arbejde kan man lige sætte sig og følge med i de heroiske bevægelser dernede. Folk sidder oppe på klipperne og vræler lystigt og hepper, det er også et tidspunkt hvor jeg føler mig meget hjemme...

Men jeg kan jo blive ved, hav det godt, og jeg glæder mig til at se jer alle igen.

Landet hvor isbræen kælver

2010-06-30T19:13:00.000+02:00

Fra et kært bysbarn, Aviâja Larsen, der p.t. opererer i "Kaladlit Nunat" nærmere angivet den vestgrønlandske by, Ilulissat , (verdenskendt for sin meget aktive bræ) , har vi modtaget denne socialrealistiske skildring af livet i en travl turistby. Den lyder:

Højt ærede venner!

Snart er det ved at være længe siden jeg indåndede min første mundfuld af den friske grønlandske luft. Men ellers er det egentlig ikke romantikken der præger mit ophold her i Ilulissat. Jeg er gået hen og blevet noget så ganske ubegribeligt som praktisk og servicemindet!

Jeg laver tjeklister og køber kasser med torskerogn og vinduesrens, plasticteskeer, 14 dåser fersken (Ikke Mikado men Del monte!) 14 kg mel, 10 poser frosne grøntsager og to sække kartofler, bringer vasketøj til Hotel Arctic, og tjekker antallet af lagner og pudebetræk, mv. Hun var forøvrigt rigtigt sød, hende der arbejdede i vaskeriet og kendte min mor, fra dengang hun arbejdede som jordemoder på sygehuset i Ilulissat. Hun gav en kop kaffe mens vaskemaskinerne brummede og solen stod ind af de store panoramavinduer.

Jeg har lært at slå ting ind i kasseapparatet og at booke ture på båd og i helikopter til turisterne og minsandten om jeg ikke også brillerer med kasseopgørelse!

Hvis det bliver ved på denne måde ender det jo ligefrem med at jeg går hen og får jordforbindelse, en ganske fremmedartet tanke...

De andre guider er vant til at være i service og jeg er imponeret over deres færdigheder. Kender I det der med at skulle føre 3 samtaler samtidigt, og at huske at man skal give penge retur til Walter Schmidt, som kun skal med på den halve tur, samtidig med at man er ved at slå en bon ind på kasseapparatet?

Farvel til det akademiske univers, hvor man bruger timevis af minutter på at analysere en sætning, og på at gruble over de mange forudsætninger og videre konsekvenser af et udsagn. Hvad er forudsætningerne og konsekvensen af en kasse med torskerogn? Et interessant men komplet irrelevant spørgsmål.

Af de andre guider må jeg nævne Gunver, som indtil min ankomst med sine 30 år var eremitus blandt de unge babyfjæs der ellers huserer.

Hun er en mester i servicemindedhed, har en særlig måde at nærme sig turisterne på, som var hun i færd med at hypnotisere en cobraslange, og så har hun en særlig småmundet, tandklaprende og velartikuleret udtale der får alt hvad hun siger til at lyde pusseløjerligt. Hvis tingene spasser ud, lader hun en lille morsomhed falde og forlader os i den røde bus for at flytte folk og genstande de rigtige steder hen. Hun har vundet mit hjerte.

Så er der den lille kraftkarl Bébe, (oprindeligt Mads) som grundet sine 20 år har fået sit navn. Han er Siriuspatrulje - aspirant, taler et tydeligt århusiansk, og begyndte sin karriere her på holdet med at slæbe lortetønder fra husene ude ved Eqi gletsceren op og ned ad bakker og dale og ned til båden. Et af de jobs som er højt eftertragtede og giver meget sildesalat. Sammen stod vi for en rundvisning til det gamle bosted ved Sermermiut, hvor de palæoeskimoiske kulturer alle har boet, Saqqaq folket, Dorsetfolket og Thulefolket. Når han fortæller lyder det som om han er i byen med drengene, men han er årvågen som en foxterrier når jeg, den gamle eskimolog, begynder at øse ud af min alders visdom. Da vi kom hjem kunne han mime mine bevægelser.

"Hvordan er det så at skulle bo sammen med sådan nogle unge røvhuller som os?" spurgte han mig på en midnatssejlads, hvortil jeg svarede et eller andet om alderens ligegyldighed.

Laura og jeg, derimod, er dem som er mest hippier her i huset, og vi har en særlig fælles forståelse for reinkarnation, Rolling Stones og moder natur. Hun roser mig i høje vendinger og mener at jeg er meget fantastisk, sukker og ser på mig med sine store ærlige øjne. Efter 5 dage sammen ved vi alt om hendes underliv og kropslige funktioner, som hun gerne underholder os højlydt med. "De er virkeligt bare så søde" er hendes mest brugte beskrivelse af slædehunde, grønlændere, tyskere og os guider.

Idag var jeg ude at løbe en tur ud til Sermermiut, og her må man jo så forsøge at forklare den uforklarlige, dundrende, majestætisk tyste, mystiske, nonverbale, fredfyldte, vilde og metafysiske natur. Isbjerget som er mærket af tre store kløer, de glitrende søer, udsigten til de bjerge der ligger længere væk og er de samme som her, men som giver et mærkeligt dragende sug, fordi man er derude i ånden men ikke med sin krop, og derfor slutter man, at derude på et ubestemt sted må ånden bo, men det er ligesom med enden af regnbuen, man finder aldrig ud af præcis hvor det er.

Alt for nu. (Dér knaldede jeg en myg)

- Aviaaja, guiden.

Aviaaja Larsen
- Magister i arktiske studier og eskimologi
- Bachelor i kunsthistorie

Baunevej 23 D
3400 Hillerød
Mobil: 20136358
www.aviaja.in
http://aandemaner.blogspot.com/

Oldermand krænket og hånet og trådt over tæerne af "jordbærtyv fra Vestbyen"

2010-06-30T18:49:00.000+02:00

Undertegnede har idag været udsat for en rystende oplevelse, som jeg

gerne vil indvie de forenede journalister fra Beboerforeningens

ugeblad i.

Opmuntret af det gode vejr og den tilstundende sommer bevæger man sig

stilfærdig ad asfaltvejen til Pias jordbærbod for at opkøbe et par

bakker af de røde velsmagende bær. Lige før boden møder man et

fremtrædende medlem af mafiaen fra vestbyen, der triumferende holder

en bakke i vejret : Ha, det var den sidste.

Dybt skuffet måtte jeg vende om-ikke skuffet over de manglende bær-men

mere dette at jeg troede at krigen mellem de 2 bydele var velbegravet

og alt kun åndede fred.

At se den formasteliges ansigt da han sagde: det er den sidste ,var et

syn som vil følge mig i natten som et mareridt.

Hele holdningen var klart-man træder på den som ligger ned-vrider

hælen rundt i dennes ansigt.

At han snuppede den sidste bakke og herefter trådte een over tæerne må

opfattes som en eskalering af de konflikter, der i forvejen hersker

mellem parterne.

Dette til orientering for den internationale presse.

Den uden jordbær/Poul.

Sct. Hansaften i Risgårde set gennem Thomas Ørndrups okular.

2010-06-24T23:13:00.000+02:00

Webavisen (OA)`s tilknyttede fotograf, Thomas Ørndrup Kristensen har igen i år overgået sig selv i hans allernyeste dokumentarfilm, der på banebrydende måde med overraskende klip og lydeffekter skildrer , hvorledes Risgårde og dens borgere fejrer årets længste dag.(Klik her)

Oldermand til angreb mod misinformation

2010-06-13T20:45:00.000+02:00

Så skete det igen - sandheden blev igen krænket og en hemmelig dagsorden garneret med vildledning og bevidst manipulation har været på nippet til at overliste vor lille landsby og kaste den ud i en ny krise. Takket være Oldermandens(pbuh) resolutte indgriben, er det i sidste øjeblik lykkedes at mane disse mørke kræfter i jorden og igen fremme selvstændig tænkning og ædruelig bevidsthed.

Budskabet lyder:

Hallo!

Man har fra egen parcel iagttaget de sidste måneders hændelser og

gøremål i vor lille by. Den generelle stemning har været fredfyldt

uden ord- eller våbengny. Det er da også positivt, at vor lokale

reporter gang på gang minder os alle om at under den polerede

overflade ulmer vulkanen og kun menneskelige fejltagelser med forkerte

ytringer kan bringe dette energicenter i udbrud med fatale følger.

Så det udsendte billede er et godt eksempel på den fredfyldte

atmosfære, der hersker i det østlige. En kendt person der rydder op i

parken efter vinterens hærgen-at der benyttes mekaniske instrumenter

og maskiner- er jo ikke udtryk for nogen krigstrussel.

Dette bare til forklaring og tydeliggørelse.

H/Poul G.

Oldermand går til angreb

2010-06-11T10:26:00.000+02:00

Meget tyder på, at vor Oldermand(pbuh) omsider har valgt side i den standende strid mellem Vest og Østbyen. I hvert fald hævder ubekræftede rygter, at han skulle være set køre rundt i en kampvogn eller noget lignende omkring centrale pladser i Østbyen. Vi har opsnappet et billede, som godt nok ikke helt kan verificere denne opsigtsvækkende historie, men efter moden overvejelse har vi alligevel valgt at bringe det og appellerer til vore læsere at indsende flere billeder for at sandsynliggøre og dokumentere ovenstående glædelige udvikling.

Meddelelse fra Risgårde Borgerforening

2010-06-10T20:16:00.000+02:00

Redaktionen på Oldermandens Avis har dags dato

modtaget et referat fra Risgårde Borgerforenings generalforsamling afholdt den 28 april 2010. Referent:

Anette Østergård

Inge bød velkomme og orienterede om hvorfor vi har flyttet Generalforsamlingen i år. Formanden er ude og rejse sidst i juni.

Vi synger Barndommens Land s. 19

1) Dirigent – Susanne

Referent – Annette

Stemmetæller – Hanne

Indkaldelsen fandt sted rettidigt

2) Bestyrelsen fremlægger sin beretning

3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab som blev godkendt

Forslag om fest el dykkerferie under Risgårde Spange for de penge vi har…

4) Kontingent forbliver 100 kr

5) Inge genvælges

6) Peter genvælges

7) Susanne genvælges

8) Annelise genvælges

9) Udflugt til Ryegaard, Vester Thorup, ultimo maj

Flagmestre for 2. Halvår 2010 bliver Iris og Peter

Vi takker for god ro og orden

Hvad de dog skriver:

Frejdige i hu

2010-06-01T13:31:00.000+02:00

Der er larm i gaden i Risgårde i denne tid. Der grasseres og bankes - mures og pudses, der nedbrydes og hustage splintres, så man snart ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv. Sportsdirektørens vintersøvn forstyrres, og han kan snart ikke længere finde hvile- uanset hvilken side , han hviler på. Oldermandens redaktion, som også er offer for "Holger Danske syndromet"(sovesyge) ser sig nødsaget til at fare i blækhuset for at afreagere. Selv husmårerne springer rundt på tagene for livet i dette Amargeddon, der er brudt ud i Østbyen.

Hvor er den majestætiske ro og harmoni, der har været byens adelsmærke, blevet af? Er det det nye missionshus og den nye nidkære missionær, der har sat gang i al denne iværksættertrang?-

Vestbyen, der endnu ikke er grebet af disse hidsige forandringens vinde, forsøger hårdnakket at opretholde den maskuline ro og orden, således som det sømmer sig for en gammel velafprøvet kultur. men før eller siden kan der være fare for, at "frø af ugræs" fyger over hegnet og skaber kaotiske tilstande. "Any sudden movements and you will be shot on the spot- without further warning"lyder det fra det "Vilde Vesten" eller for at citere Morthen Luther, da tyske bønder gik amok under reformationen,: Slå dem ned som gale hunde-.Men det kunne vi her i Vestbyen aldrig finde på, vi er jo fredelige mennesker og holder så uendeligt meget af vore landsbyfæller i Østbyen.

For med jævne ord at karakterisere den herskende stemning i Vest, bringes her et digt af C.Hostrup-omhandlende en træt og sløvet bonde, der næsten ikke orker mere- end ikke at bevæge sig- men tag ikke fejl. Selv om, at vi er gamle og trætte, er vi dog stadig frejdige i hu. Netop: FREJDIGE I HU!

Hel tungt han efter sig Foden drog,

som før var saa rap;
højt Lærken over hans Hoved slog,
men han hørte den knap.
Hans Sans var dummet, hans Kraft som død,
hans Daad forlængst gaaet i Glem,
han angst for sammen, den Gang det lød:
frem, Bondemand, frem!

Men snart han følte, der veg et Tryk
fra Sjæl, som fra Krop,
han rettede langsomt sin brede Ryg
og slog Øjnene op.
Paa Tinge hans Røst, i Kamp hans Sværd
har lydt, saa det havde Klem,
men end det kalder dog fjærnt og nær:
"frem, Bondemand, frem!"

Ja, sænker end du dit Blik mod Jord,
endskjønt du er fri,
og bærer endnu du af Lænken Spor,
du før smedet var i,
og lyster det ej dig at stande som Værn
for Frihed og Fædrehjem,
er ikke dit Mod som din Arm af Jern:
"frem, Bondemand, frem!"

Ja, frem! thi Maalet du ikke har naa't
med Sulet paa Bord;
fra Frimands Ret og til Stormands Daad,
saa gaar Vejen i Nord.
Ja, frem til Hjælp i den trange Tid
med Skatten, du har i Gjem,
med Folkets slumrende Kraft og Vid -
frem, Bondemand, frem!

Din Moder sidder nu gammel og træt,
men frejdig i Hu,
sin Alderdoms Trøst og sin tabte Ret
i dig venter hun nu.
Din Moders Hus er blevet et Skur,
der inde Trækken er slem,
det gjælder at rejse den sunkne Mur -
frem, Bondemand, frem!

2010-04-21T19:18:00.000+02:00

Så kom- efter mange timers intens og nervepirrende venten Oldermandens reaktion på "Missionærens" nye stiftelse, refugium og bedehus. Der er lutter lovord til overs for det nye missionærpar, som har sat sig i spidsen for at forbedre og opjustere byens moralske habitus i en mere moralsk og mindre verdslig retning. Der er ingen tvivl om, at indehaverne af dette nye paulun vil få kam til deres hår i den nådeløse kamp, der venter dem med at blødgøre byens mest hårdnakkede og forhærdede tidselgemytter. Men hos vor oldermand(pbuh) er der ingen tvivl og mistrøstighed at spore. Hør bare hans opløftende ord:

Det er en imponerende artikel som Borgerforeningens Netavis har

produceret om det "nye hus" på Nakkevej.

Ejeren og -inden har længe gået med en drøm om at starte en

nypuritansk bevægelse her i byen som en modreaktion på den

slaphed, der karakteriserer åndslivet her samt de mere kødelige

elementer af livet-her tænkes på hensynsløs druk og hor.

De har henvendt sig til oldermanden, der straks medgav og forstod

deres anke. De stod nu med et nyt hus, hvis nærmere funktion, de ikke

havde gennemtænkt, og som det kan ses på billedet, slog lynet ned, og hvad

blev der ikke åbenbaret- et hus, der kunne anvendes til vederkvægelse

for den rejsende og fastboende. Et hus, hvor man i stilhed kunne

blotte sig og sine tanker og på den måde udstille sine svagheder. Ikke

til offentlig tilsvining men til inderlig syndsbekendelse og

eftertanke. Alt dette skulle gerne imødekomme det længe ventede ønske

om et renere liv såvel på den åndelige mark som på den kødelige.

Alt dette har oldermanden med stor tilfredsstillelse hyldet i ord

overfor de indviede.

/P. Ginnerup

”Hvor Vorherre bygger en kirke, bygger fanden en kro”

2010-04-21T10:31:00.000+02:00

Risgårdes skyline er i denne tid under kraftig forvandling. Hvor Låsbysvendsens miserable boligkompleks havde sin plads, er der skudt et nyt hus frem som en fugl Phønix af asken.

Hvor Låsbysvendens hus i sin gyldne tid både indeholdt en lille købmandsforretning og nabohuset en smugkro, ja så kan man jo ikke undre sig over, at tiden nu er moden til at oprette et missionshus. I hvert fald vågnede de måbende Risgårdeborgere onsdag morgen op til et nymuret hus udstyret med et gyldent krusifix. "Missionæren", som ejeren allerede har fået påklæbet som sit nye alias, var temmelig fåmælt, da Oldermandens Avis forhørte ham om, hvad hans fremtidsplaner var med huset. Kan man forvente nypuritanske tider, hvor der vil blive set skævt til indtagelse af alkoholiske drikke og andre fordærveligheder såsom kødelige lyster, ja dette påtrængende spørgsmål er indtil videre ubesvaret.

Hele byen venter nu spændt på Oldermandens reaktion, der kan blive udslagsgivende for, hvordan stemningen omkring den nye bygning vil udvikle sig.

Indtil videre vil vi forholde os i ro og overhovedet slet ikke lade os anfægte af en forbipasserende cyklists spontane og blasfemiske bemærkning, da han fik øje på det nye missionshus:

"Vorherre bevare os"

Oldermandens diagnose: Asken kortslutter de naturlige nervebaner

2010-04-18T11:25:00.000+02:00

Byens oldermand har nu analyseret den vulkanske aske, og hans dom er glasklar. Meget tyder på, at askeskyen ikke bare indeholder giftig svovl, men sandsynligvis også euforiserende stoffer, der forstyrrer den mentale dømmekraft. Med eneret for Risgårde bringer vi her Oldermandens rystende og hårdtslående rapport:

Det er med stor undren, at man læser om din drøm. Jeg har kontaktet min

drømmetyder, og hun fastslår at der er så mange elementer i drømmen,

der tyder på,at du FØR SØVNENS INDTRÆDEN har indtaget stoffer, der

kortslutter de naturlige nervebaner og herved fremkalder

forvrængninger krydret med oplevelser fra f.eks. barndommen.

Også udtalte ønsker om ændringer i din nuværende tilværelse kan presse

sig på og fremkalde mareridtsagtige fore-stillinger, der igen kan være

skabt af for meget avislæsning eller input via TV.

Den meget omtalte vulkansky kan næppe påvirke dit nervesystem og er

igen et tegn på en umådeholden interesse i nyhedsstof, som jo er så

rigelig og ufordøjelig.

Noget helt andet er da, at man i tidligere bestyrelse for

beboerforeningen har leget med tanken om indførelse af en særlig

tilværelsesskat-men hvem kan have lækket denne drøftelse til omverdenen?

Så kort og godt. VÆR STOFFRI FØR SENGELEJE.

Med hævet hånd/P.Ginnerup.

Pas på støvet!

2010-04-17T09:19:00.000+02:00

Østborger: Har du hørt, har du hørt, jeg gentager, har du hørt at hele Risgårde er bleven ramt af en giftig vulkansky?.

Vestborger: Nå ja, det er jo hvad der sker, men hvorfor så ophidset?

Østborger: Dampene har påvirket byens ledelse, nu skal hele Risgårde nyordnes.

Vestborger:Nyordnes? Hvad mener du?.

Østborger: Jo der bliver med omgående virkning indført en ny skat- en kopfskat, hvor alle hoveder skal betale tiende til Oldermanden,

-og hans Stolsbroder skal stå for inddrivningen.

Vestborger: Ih du forbarmende, er du virkelig sikker på det?

Østborger: Ja og sportsdirektøren er stået op fra sit vinterhi og har omdannet sit petanquehold til et tæskehold. Dette skal bruges til den forestående afkulakisering.

Vestborger: Af-ku-la-ki-se-ring,Hvad er det for noget?.

Østborger: Jo alle genstridige skolelærere, bønder og fjender af nyordningen skal have specialbehandling og låses inde i vandtårnet. De er skadelige elementer og fjender af Risgårdestaten.

Vestborger: Næh, hør nu her, du har da vist også fået for meget vulkanstøv i halsen, du taler jo i vildelse.

Østborger: Er du da ikke stolt af at være Oldermandens undersåt?

Vestborger: Jo naturligvis, men..

Østborger: Men hva?

Vestborger:Jamen det lyder jo som om at hele byen er blevet ramt af total åndelig forgiftning.

Østborger: Pas på hvad du siger, husk på, at os i Østbyen, er de første der ser lyset, nå solen står op om morgenen. Det er jer, der bor i Vestbyen der er åndeligt formørkede og forgiftede og bagud i udviklingen.

Pang

Jeg vågner med en sæt op fra fra min tunge og dystre søvn.

Åh gudskelov, det hele var bare var en ond drøm.

Hvordan kunne man dog drømme så uvirkeligt?

Risgårde er jo ikke en voldspræget og folkefjendsk diktaturstat, men derimod et godt og varmt samfund med et menneskeligt ansigt.

Hvordan kunne man dog blive offer for denne forvrængning af virkeligheden.

Er det asken? Er drømme lige så farlige som penge og vulkanstøv?. Kan de forgifte og omtåge vor forstand?.

Pas på pengene!

Pas på pengene!
Pas på pengene siger jeg-
Gi dem videre
før de smitter!
Penge er dødsens farlige
hårdere stof end noget andet jeg har kendt
langt mere vanedannende
de fleste blir tilvænnede allerede som teenagere
og fortsætter livet ud
i en pengetrance de forlængst selv er holdt op med at opfatte -
Pas på pengene!
De forgifter dine tanker
De besætter dine øjne
De gør dit hoved uklart og omtåget
De gir dig maveforgiftninger og stress
De får dig til at glemme at sove og elske og danse
De tager kontrol over dig
De forurener dig
Til sidst kan du ikke undvære dem -
Der er ikke andet at gøre end at få dem af vejen med det
samme
hver gang de viser sig
Køb noget!
Giv dem væk!
Brænd dem!
Få dem ud af fingrene lommerne tegnebøgerne tankerne
før det er for sent -
før du bliver morder fuldmægtig tankpasser
elsker eller elskerinde FOR PENGE
bygger huse FOR PENGE
kører bil og hæver hænder FOR PENGE -

Jeg kan huske engang jeg var oppe i Eiffeltårnet
vi steg op med elevator
og halvvejs oppe med elevatoren kom en stemme fra en
højttaler
og advarede mod lommetyve
"beware of pickpockets!"
på engelsk tysk fransk spansk -
Og alle mændene tog sig til tegnebogen
i bag- eller inderlommen
og alle damerne greb deres tasker
med det samme
efterhånden som de forstod sproget -

Forestil dig nogen der sagde
Pas på din kærlighed
Pas på din åbenhed
eller for den sags skyld
Pas på din farvesans
Pas på din smagssans
Pas på din utrolige evne til når som helst at fløjte lige netop
den melodi du helst vil høre med din egen mund -
Nej, vel?

(Dan Turéll, 1976)

Tanker ved forårstide fra vor udsendte medarbejder S.Yssing

2010-03-28T10:36:00.000+02:00

Frank og Martin. Og Martsnat.

Det lyder lidt i retning af et par fordums skolekammerater, Frank og Martin, og det var det på sin vis også. Bare lige med den lille forskel, at den ene rent fysisk var afgået ved døden flere år før, jeg gjorde min entre i skolen, og den anden var godt på vej til det, da jeg forlod samme. Kammeratskabet var altså af litterær art og som mere håndgribelige kammeratskaber også lidt af en ambivalent affære—Altså: Frank Jæger og Martin A Hansen, in memoriam.

Der kan gå langt imellem jeg skænker de to en tanke, men her forleden kom jeg til at tænke på dem. På vej ned ad byens kommunalsparsomt oplyste hovedgade, hvor sparsommelighedslyset sine steder går over i gravmørke---Kommunalrødderne har nedsænket min nordsjællandske aftenby i dyster krisestemning, en passende kulisse for truende skatteforhøjelser og nedskæringer. Det er kun et par år siden Torvet i Hillerød strålede som en Alladinshule af lys på alle døgnets tider, men som på så mange felter så er der jo change.
Den sidste aften i Februar og altså godt på vej ind i den første martsnat. Martsnatten! Gennem vinterens mørke tunnel og ud i den første forårsnat. Martsnatten har noget magisk over sig. Digtere, drømmere og fantaster har aldrig kunnet stå for den. Den mørke, kolde, dystre dato hvor det ukuelige liv vender tilbage som nøgne grene mod nattehimlen og fugleskrig i mørket. Oppe over tagene kunne jeg høre rågernes ligesom triumferende, hujende, hæse skråkken. Den har lydt hele vinteren, men nu lød det hørbart anderledes. Dristigere, vildere, energisk, triumferende---Jeg er, som så mange, ikke vild med rågerne, jeg finder dem frække, uskønne, alt for omkringfarende, tyvagtige, højtråwende, som en flok utilpassede tredjegenerations indvandrere . Men der er også noget friskt, ligefremt, livsbekræftende over disse energiske, evigt fødesøgende ravneillusionister . Måske er det det. man ikke kan tåle. Man bliver ganske enkelt misundelig over al den overdrevne livskraft .Selv om jeg ved, at man ikke skal tillægge dyr ( og slet ikke fugle) menneskelige egenskaber, så kan jeg ikke lade være. Jeg kan bare ikke lade være at oversætte denne rågernes uskønne skråkken til mere normalt, mundret, rigsdansk. Så er det forår folkens! Det klør alle vegne! Verden tilhører OS ,de overlevende! Nu skal der ædes og drikkes og hores og redebygges, så fjerene flyver i alle retninger. Vi skal have æglægningsfest til den store guldmedalje—Kom med.

Frank Jæger fangede denne stemning i et af sine ultrakorte årstidsdigte.

Om natten ridser fuglene deres glæde over Marts
Ind i himlen---.

Sådan skal det siges! Så syngende præcist som et pileskud i plet. Fuglene ridser deres glæde over Marts ind i himlen---
Med næbbet.
Behøver jeg sige, at jeg altid har været stor beundrer af Frank Jægers sprogkunst.
Med Martin A Hansen var det en anden sag. En af min skolegangs ældre, pensionshungrende lærere brugte hans roman ” Løgneren” som en slags vaccination mod mulig umådeholden kærlighed til litteraturen. ” Løgneren” er en fin lille roman, utvivlsomt. Men jeg lyver vel ikke, når jeg påpeger, at det ikke var den livshungrende, forårsberusede ungdom, Martin A skrev for—. Ak disse tunge, grublende, livsopgivende sætninger, som man var tvangsindlagt til at kæmpe sig igennem .Det var som en fyrig ung hingst med drømme om vilde ridt gennem grønne skove og nu altså trælbundet til at trække en gammel, knirkende, rusten plov gennem efterårstung, leret pløjejord på Stevns ( hvor Martin var bondefødt). Skråt op med at Martin formåede ”at give udtryk for sådanne bevægelser i det sjælelige, som ellers kun vanskeligt lader sig udtrykke gennem sproget ” , som mit gamle leksikon meddelte det. Senere er jeg blevet lidt klogere, som det jo hænder for en og anden. Hvor Frank glædede sig over martsnatten, for Martin vild i den, men med maner ---

Viben skriger i Enghaven. Dernede hvor marken
forsvinder i lavningens mørke. Kom igen en nat
om en måned og alle stemmerne dernede får dig
til at tro du står ved udkanten af din tabte have..
Du kære kalder mørket. Her er jeg kalder det. Du
kan kun stå og lytte----
Bare viben skriger i enghaven. Jeg har ikke hørt
dig før, jeg kommer fra byen, jeg kørte i dag gennem
Sjælland mod blæsten, fod for fod, strå for strå.
For sent, for sent, sagde hvert strå ---

Det er jo næsten som at stå der selv. Men livsglæde var der jo ikke ligefrem tale om. Martin manglede i udpræget grad det som rågerne synes at have for meget af. Han var så sort i sjælen som en rågefjer og det blev formodentlig også årsagen til hans tidlige død .Han tog ikke sit eget liv i den forstand, livsviljen sivede lige så stille ud af ham til der ikke var mere tilbage. Udover at være et litterært fænomen, var Martin også et medicinsk sagt uden forsøg på sarkasme. Hans nyligt offentliggjorte dagbøger skulle være et sandt studie i livsopgivelsens skræmmende kunst. Han orkede ikke at leve, og så opgav livet også ham. Viljen til at leve er lige så sund som økologiske æbler og rigeligt med motion, og det kan være ganske tankevækkende at blive mindet om—. Lidt håb må der dog, for Fanden, være plads til---så man ikke , som Martin, forfalder til at betitle sin debutbog med indgangsordene: Nu Opgiver Han.

Bizar handlemåde!

2010-03-20T17:48:00.000+01:00

Det er med stor forbavselse og ængstelse, vi læser sidste nyhed fra

breaking news. Umiddelbart lyder det som en and, men ved nærmere

eftertanke var der en hændelse her i byen, der kunne fremkalde en så

stor hævnfølelse og udløse en sådan bizar handlemåde. Begivenheden

fandt sted i 1981 og man kunne tænke sig at en ny generation træder

frem og ifølge tidens ånd kræver satisfaktion i form af hårde kontanter.

Det er med stor bekymring vi læser om det her og nu-vi har kontaktet

jyllandspostens tegner Kurt Vestergård vedr. rådgivning-han tilråder

os i første omgang om at trække vejret dybt-beder os skærpe sanserne.

Hvis der skulle opstå en usikkerhed omkring livet på parcellen vil han

tilråde-at vi kontakter Risgårde Vagtværn med hensyn til yderligere

sikring af den personlige sikkerhed.

MH/Poul Ginnerup.

Breaking News

2010-03-20T14:49:00.000+01:00

Mystikken breder sig.

Oldermandens avis er kommen i besiddelse af en plakat, som udlover en dusør på 1000.000$ for vor Oldermands tilfangetagelse-

død eller levende.

Om der er tale om en gusten businessman, der er bleven inspireret af historien om Store Claus og Lille Claus, hvor førstnævnte forsøgte at sælge sin gamle mortificerede bedstemor, vides endnu ikke.. Man kan naturligvis heller ikke tænke sig, at en borger fra Østbyen, der for tiden rejser rundt i det vilde vesten, skulle være kommen i pengesforlegenhed. Nej,-naturligvis ikke- og dog.

Hele affæren forekommer meget mystisk, og måske bliver det nødvendigt, at der etableres en art livvagt omkring Nakkevej nr. 10, således at vi kan forskrække en mulig trafficker med et par velafrettede stik bagi med en høtyv, så vor førstemand ikke lider overlast.

Redaktionen håber på, at rigtig mange vil kommentere dette oprørende "breaking news", ved at klikke jer ind med kommentarer under nyheden,

så vi ved, hvad klokken er slået, og hvad vi kan gøre ved det